den jyske hest
er hos Pontoppidan en yndet metafor for mulighederne i den danske folkekarakter. Man støder på den første gang i et brev til Georg Brandes af 28.10.1900:
de danskes Sindighed eller Langsomhed [...] synes mig en af deres fortræffeligste Egenskaber, ja den, på hvilken en Forædling af Racen må bygges, således som det er sket med den jyske, træge Hest, der nu er bleven anerkendt som Verdens i alle Henseender fuldkomneste Brugshest, medens vore mange Forsøg på at frembringe "ædle" Væddeløbere kun har givet kummerlige Resultater.
Næste – eller sidste? – gang man træffer metaforen, er i interviewet i Nationaltidende i 1927 om Georg Brandes:
– Der indførtes for godt Hundrede Aar siden i Jylland en arabisk Hingst1, som skulde bringe mere Id og Hurtighed i den jydske Heste-Race. Eksperimentet lykkedes meget daarligt, og den jydske Hest var en Overgang lige ved at blive en forsumpet Race, indtil nogle fornuftige Mænd fandt paa at faa den mecklenburgske Hest herop .... den stod nemlig racemæssigt set den jydske Hest meget nærmere, og dette Greb reddede den gamle, jydske Race fra Undergang!
Som en saadan arabisk Hingst har Georg Brandes egentlig virket i Danmark. Derfor gik det, som det gik.