Babelstaarnet

Denne bibelske metafor for overambitiøse og gud-u-velbehagelige konstruktioner møder vi hos Pontoppidan først og fremmest i Det forjættede Land, både i Muld og i Dommens Dag. I Muld fortæller Emanuel Hansted som indledning til sit første foredrag i menigheden sin egen version af H.C. Andersens "Nattergalen", og så fortsætter han:

Muld (1892) Tredje Bog, kap. III, s. 172 Det forjættede Land 1898=1903=1918
(…) hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller ­ som det hed ­ "udvikle og forbedre" Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand. Man behøvede blot at kigge ind i en hvilken som helst af vore Købstæder – især i vor kære Hovedstad København – , eller behøvede blot at tænke paa, hvorledes Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundred tusindvis som i et nyt Babelstaarn og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene lukkede Vorherres Sol og Luft ude ... og man havde straks en Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund var opbygget. (…) hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede særlig i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller – som det hed – "udvikle og forbedre" Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand. Man behøvede blot at tænke paa, hvorledes Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundredtusindvis og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene lukkede Vorherres Sol og Luft ude ... og man havde straks en Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund var opbygget.

Den fremhævede tekst er strøget i de senere udgaver. Til gengæld var både 1898- og 1903-udgaven forsynet med den viste forsideillustration af Hans Tegner. Den "Billige Standardudgave" fra 1898 udkom i ti hefter, hvert af dem med denne illustration som et insisterende overbudskab for værket. Vi véd ikke om det var Pontoppidans egen idé, men inspirationen må være hentet fra teksten. Det andet sted i romanen hvor udtrykket bruges, er i Dommens Dag. Det er pastor Petersen der om Vilh. Pram og konsorters trussel om at udvandre fra det store højskolemøde forvrænger et velkendt Shakespeare-citat1 til "Det er Rotterne, der forlader det synkende Babelstaarn", et udtryk der bevares udgaverne igennem. I den originale bibelske sammenhæng er der ikke tale om at Babelstårnet synker sammen, kun at det står ufuldført (1. Mos. 11,1-9).

I Dommens Dag føler den 80-årige pastor Momme (fra Sandinge Menighed) at "alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog."

I det store interview efter afslutningen af Lykke-Per kalder Pontoppidan endog hele Det forjættede Land for "en Omskrivning af Babelsmyten".

I De Dødes Rige kalder Mads Vestrup København for "Babelsbyen". Mataforen er fjernet i de senere udgaver.

En ganske mangetydig brug af metaforen gør Pontoppidan i et brev til Harald Nielsen, om Kierkegaard:

Tænk på den Ligegyldighed, hvorunder en Mand som Søren Kierkegård opførte sit Babelstårn.

 
[1] velkendt udtryk: "Rotterne forlader den synkende skude" (Stormen, 1. akt, 2. scene, vers 147: "the very rats / Instinctively have [or: had] quit [the carcass]. tilbage