Henrik Pontoppidans Fødselsdag

Henrik Pontoppidan fejrede sin 60 Aars Fødselsdag igaar i Stilhed. Men desuagtet modtog han overordentlig mange Beviser paa Beundring, Hengivenhed og Taknemmelighed. De stille Stuer i Villaen i Snekkersten fyldtes med Blomster, og der kom Gaver og Hilsener fra Kendte og Ukendte. Om Formiddagen mødte en Deputation fra Forfatterforeningen, bestaaende af Formanden, Sophus Michaëlis, og Næstformanden, Andersen Nexø. Deputationen overbragte Henrik Pontoppidan Meddelelsen om, at han var udnævnt til Foreningens Æresmedlem, det første Medlem af det Æresraad, der skal dannes1. Henrik Pontoppidan takkede for den Anerkendelse, danske Forfattere herved viste ham, men tilføjede, at han følte, han manglede Evner til at indtræde som Dommer i et Raad.

Af de andre Besøgende kan – foruden Forfatterens nærmeste Familie – nævnes hans Genbo, Kammersanger Peter Cornelius, der straks om Morgenen havde hejst Dannebrog paa "Mont port" – et Eksempel, der efterfulgtes af de fleste Beboere i den lille By. Desuden kom Fru Emma Gad, Forfatterne Peter Nansen og Henri Nathansen. Professor Vilhelm Andersen oversendte sin Bog om Pontoppidan indbunden i et smukt Hellædersbind og et andet Eksemplar, hvori Forfatteren havde skrevet et smukt Digt til Fru Pontoppidan.

Om Aftenen saa Familien nogle nære Bekendte hos sig.

Hos Henrik Pontoppidan

Da de sidste Gratulanter iaftes var gaaet, sad Henrik Pontoppidan i rolig Samtale i sin smukke, kølige Have, hvor hver en Plet aander Fred, og hvor den massive, tunge Bygning værner imod Støjen fra Sommerens Snekkersten-Gæster, der drager forbi fra Stationen. – De fleste idag for første Gang vidende, hvem der bor inde bag de tætte grønne Hække.

Siddende i en magelig Kurvestol, fortæller Pontoppidan med sin klare indtrængende Stemme:

– – Jeg har været glad ved denne Dag, glad, fordi mine Venner har mindedes mig, og jeg er bleven forbavset over, at saa mange har tænkt paa mig.

Jeg har aldrig søgt Offentligheden2, og jeg har dog faaet Beviser for, at det, man kalder Verden, ønsker at bringe Bud til mig. Det er altsaa ikke alle, der tror, jeg er livsfjendsk, menneskesky. Livsfjendsk er jeg kun overfor det, man i daglig Tale kalder Liv: det forjagede, pulserende Ydreliv, der kun synes at have Betydning for dets Tilbedere, naar det sker under Tilskueres Bifald. Det er Facademenneskene, Telefonmenneskene, jeg flygter for.

Jeg tror, at Livet leves og læres bedst, naar man i Ro og fri for "Publikum"s Opsyn kan tale stille sammen Øje til Øje. Jeg kender først mine Venner og mine Venners Tanker, naar jeg kan mødes med dem her ude i mit Exil; i Storbyens Larm leves der intet Liv Mand og Mand imellem.

– Tror De ikke, at mange, der har lært at se hen til Dem som den, der taler Alvorsord til vort lille Samfund og dets Ungdom, vil være glade ved, at De siger et Par Ord om Deres Syn paa Tiden og vort Liv i disse Brydningsdage?

– Nej det tror jeg ikke. Min sidste Bog3 har neppe gjort mig populær i Ungdommens Kreds. Det er vist vanskeligt og bliver nok stadigt vanskeligere at faa Ungdommen til at tro paa, at Livet skal lides, at det ikke er for Glæde alene, vi befolker Landet.4

Vor[e] Dages Ungdom interesserer sig for meget for Penge – og Individualiteten gaar til Grunde i Penge. Det moderne, hæsblæsende Liv levner ikke Stunder til at forstaa andre, endsige til at lære sig selv at kende. Ungdommen nu kender knap nok til at tænke, til at uddanne Personligheden. Den gaar i Støbeskeen5.

Men vi bør alle tage Tiden til at finde os selv. Den, der ikke gør det, lever ikke noget Liv i den Forstand, jeg ønsker Livet levet. Men Ungdommen trænger nu, mere end nogensinde maaske, til at manes, til at vækkes op fra Dagliglivets Slummer. De Idealer for Fremtid og Levesæt, Ungdommen ser hen til – og med alle Midler arbejder hen imod – giver jeg ikke meget for. De Personligheder, der skabes af Penge, bærer ikke langt.

Men hvordan gøre Ungdommen det begribeligt?....

Mibre.6

 
[1] Æresråd: Berlingske Tidende havde 24.7.1917 trykt en meddelelse fra Dansk Forfatterforening der indledtes med ordene:

Det har i længere Tid været paatænkt at samle nogle faa, særlig ansete Forfattere i en snævrere Kreds og give den en vis Myndighed eller Domsret i vigtigere litterære Anliggender – noget i Retning af "Akademiet".

Bestyrelsen foreslog derfor – på sekretæren Kay Larsens og formandens initiativ – at der efterhånden skulle udvælges 10 æresmedlemmer som samledes til et "Danske Forfatteres Æresraad". Foreløbig var Georg Brandes Forfatterforeningens eneste æresmedlem, men det bebudedes at Henrik Pontoppidan ville blive indstillet på næste generalforsamling. Forfatterforeningen udnævnte Pontoppidan til æresmedlem 27.3.1918. Georg Brandes var blevet udnævnt 10.2.1911. — Der synes aldrig at være kommet noget ud af dette "æresråd". Da Forfatterforeningen i 1919 holdt sit 25 års jubilæum, var Brandes og HP stadig de eneste æresmedlemmer (og figurerede derfor i spidsen for de mange medlemshilsner der udgør størstedelen jubilæumsbogen). Æresrådet nævnes ikke med et ord i Kay Larsens beretning om perioden 1909-1919. tilbage
[2] Om de følgende betragtninger bemærker Jørgen Mostrup at de har et direkte forlæg i Nietzsches Morgenröthe "(174-179)". Desværre er det uklart hvortil den henvisning går, da de tilsvarende §§ i Morgenröthe ikke svarer til noget hos HP. Hjælp udbedes. tilbage
[3] sidste Bog: romanværket De Dødes Rige, 1912-16. tilbage
[4] Livet skal lides: Jf. pastor Fjaltring i Lykke-Per kap. 25 (1905):

Sjælens rette Element var Sorgen, Smerten, Savnet. Glæden var en Levning af Dyret i os;

Ordene "Smerten, Savnet" er strøget i 1918-udgaven. tilbage
[5] Støbeskeen: Udtrykket stammer som metafor fra Henrik Ibsens Peer Gynt. Men det er ikke helt klart hvordan det skal forstås i den aktuelle sammenhæng. tilbage
[6] Mibre: personen bag denne signatur er ikke identificeret. tilbage