Interview-Forsøg med Henrik Pontoppidan

Allerede i Gaar Middags kom Henrik Pontoppidan til Aalborg og tog ind paa Hotel "Phønix", hvor vi i Dag havde en Samtale med ham.

Forfatteren sad paa sit Hotelværelse i Færd med at skrive et Brev, da jeg traf ham. Han beder mig vente et Øjeblik, til Brevet er skrevet. Det er en Anmodning, der ledsages af et elskværdigt Smil, men ogsaa af et lille energisk Nik, der siger saa meget som: Gør De ikke det, har jeg slet ikke Tid til at tale med Dem.

Saa venter jeg og tilbringer Tiden nede i Restaurationen med at se paa en Handelsrejsende, der med stor Rutine spiser Torsk og absolut vil have sur Sennep, samt med i "Jyllands-Posten" at læse om den sidste Ildebrand. Det var en Gaard, der var forsikret for 30,000 Kr., Hønsene reddedes.

Men et Øjeblik efter sidder jeg paa Hotelværelset hos Henrik Pontoppidan.

Han har bedt mig tage Plads i en Sofa, selv sidder han i en af Lænestolene. Han har stadig det elskværdige Smil fra før, et Smil, der – trods al Elskværdigheden – dog ikke gav meget Haab om, at jeg skulde naa min Hensigt, at faa et Interview med "opsigtsvækkende" Udtalelser.

Jeg har aldrig set det Smil, hvormed Hørup holdt selv den mest energiske Anmodning tre Skridt fra Livet. Men jeg kan tænke mig, at det maa have været noget lignende som Pontoppidans.

Han begynder selv Samtalen og siger: Noget egentlig Interview indlader jeg mig ikke paa, saa hvis De er kommen i den Hensigt – –

– Vi har tænkt, svarer jeg, i den Omtale, vi i Dag har af den litterære Aften, at have et Par Ord fra Forfatteren selv.

Pontoppidan krammer med den højre Haand sit graasprængte Hageskæg sammen, ryster paa Hovedet og siger: Jeg har ikke noget at sige – og allermindst noget om mig selv, hvis det er det, De ønsker.

– Om de litterære Aftener da. Hvad er Grunden til, at De, der ellers aldrig træder frem for Offentligheden, saa elskværdigt har imødekommet Opfordringen her fra Aalborg.

– Det er et Løfte, jeg for ca. 3 Aar siden har givet Hr. Nicolajsen, siger Forfatteren, og jeg vil altid gerne indfri mine Løfter¹.

De litterære Aftener tiltaler mig. De fleste Foredragsholdere, man hører herude i Provinsen, taler næsten alle ud fra samme Opfattelse. Jeg synes, det er rigtigt, man en Gang imellem ogsaa hører en anden Mening. Og de litterære Aftener aabner jo Mulighed for, at Folk af forskellig Opfattelse kan faa Ordet.

Mere ønskede Hr. Pontoppidan ikke at udtale om sit Aalborg-Besøg og Anledningen dertil, og Samtalen kommer nu til at dreje sig om Aalborg og Nordjylland.

Forfatteren bemærker her: Naar De endelig vil, at jeg skal udtale mig til Offentligheden, saa vil jeg bede Dem skrive, at De her paa Egnen har en Forfatter, De lader leve i en Ubemærkethed, han egentlig ikke fortjener.

Jeg tænker her paa Realskolebestyrer B. Thorlacius Ussing i Fjerritslev. Jeg synes, at hans Bøger – trods deres Mangler – rummer en Del, der aabenbarer et Talent, som man savner hos mange af dem, der er meget mere kendte. Jeg har læst, hvad han har skrevet, og uden at henvise til noget bestemt, vil jeg sige, at man gør Uret, naar man lader ham leve i den Ubemærkethed, som man gør.

Vi taler igen om Aalborg, og Pontoppidan forhører sig om Bladforholdene heroppe, han vil ogsaa vide Besked om Forholdene i Vendsyssel og han efterlyser en gammel Præst nede fra Viborgegnen, der har sendt ham sit Manuskript til en meget mærkelig Bog.

Til Slut fortæller Forfatteren en Tildragelse fra Gendarmernes Tid, en Tildragelse, der ovenikøbet er foregaaet her i Nordjylland, i Løkken.

Pontoppidan opholdt sig en Vinterdag midt i Firserne i Løkken. Han var taget med Toget til Hjørring og derfra gaaet til Løkken, hvor han nu om Aftenen sad hos Købmand Hans Larsen, lunt og godt og uden at tænke hverken paa Estrup, Provisorier eller Gendarmer. Vinduesskodderne var sat for, Hans Larsen fortalte Anekdoter og alt var Hjemmefred og stille Hygge.

Da bankes der pludselig paa Døren. Hans Larsen lukker op, og en Gendarm i fuld Uniform viser sig i Døren. "Bor her en Person ved Navn Pontoppidan," spurgte han.

Hans Larsen saa forfærdet ud; men han havde Respekt for Gendarmerne og svarede derfor straks Ja.

Pontoppidan kom nu frem, og han var forberedt paa det værste. Men til alles Forbavselse gjorde Gendarmen straks Honnør og sagde – stadig med Haanden til Huen: Jeg melder mig til Hr. Pontoppidan.

Fornyet Forbavselse. Ingen forstod, hvad Meningen var, før Gendarmen overrakte Pontoppidan et Nummer af "Politiken", som en Distrikslæge der paa Egnen havde sendt ham af Sted med. Distriktslægen var nemlig Læge for Gendarmerne, og da det jo var en fredelig Egn og Gendarmerne egentlig ikke havde noget at bestille, anvendtes de som en Slags Bybude. Distriktslægen havde set Pontoppidan gaa til Løkken og vilde nu gøre ham den Glæde at bringe ham "Politiken" – og saa blev Gendarmen Avisbud.

Henrik Pontoppidan smiler. Ja, det er en Historie fra den politiske Kamptid; men det er en fredelig Historie.

At tænke sig Gendarmerne som Avisbude – og for det oprørske Blad "Politiken".

–kolon.