Basilisken
En nærlæsning
"Der ligger her under Nordens urolige Skyhimmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Bedst som vi sidder i Skumringen og lulles ind i Drømme af Kakkelovnsildens vinterlige Buldren eller hører paa en Lærkes sommerglade Kvidren over vort Hoved, kan Uhyret snige sig over os og lønligt suge Marven af vor Vilje."
Henrik Pontoppidan: "Det store Spøgelse", Spejlet, juni 1902.
Der gik gennem Pontoppidan-kenderen et overbevisningens gys da han i Jørgen Ljungdalhs toaftens skuespil over Lykke-Per1 i II. Del, 11. Scene hører Basilisk-monologen fra Det store Spøgelse lagt i munden på en gengangen Neergaard. Neergaard er forlængst død – for egen hånd forresten – og Per står i Tullinsgade2 ved foden af sin moders københavnerlejlighed; her lyder så ordene af den mund der tidligt forudsagde Per Sidenius' truende modermælks-skæbne i Maren-Malkepiges lårtykke arme.
Rigtigere kan den slags ikke gøres – hvis det da overhovedet skal gøres. Den lammede vilje Per har kæmpet så hårdt for at sætte igennem og nu synes at sætte over styr, udmøntet i Basilisken.
Men citatet hos Ljungdalh lyder anderledes end ovenfor, for det er hentet i bogudgaven af Det store Spøgelse fra 1907 og ikke fra fortællingens urform fra 1902:
| 1902 | 1907 |
|---|---|
| Der ligger her under Nordens urolige Skyhimmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. | Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore Eftertankes svage Øjeblikke3. |
Ændringen er jo mesterlig: de urolige skyer er danske nok og spejler vigtige sider af vores sind. Men det er blegheden der gør os svage over for dette uhyre. Basilisk – den forekommer at være stor som en domkirke. Den er blevet indført i et landskab, den sidder ikke som en tæge på huden. Hvor kommer den fra, denne basilisk, med sin insekt-karakter og helt egen giftbrod.
Ljungdalhs greb har en dybere sandhed af forfatterskabskarakter. Fortællingen "Det store Spøgelse" har ikke – som Vilh. Andersen mente det – sin titel fra "eventyret" af sammen navn i Lykke-Pers 28. og sidste kapitel. Det er omvendt. Da Pontoppidan skrev fortælling til Spejlet i foråret 1902, havde han hverken udgivet eller konciperet det ottende bind af Lykke-Per-romanens førsteudgave der først udkom i 1904. Her lader han Pers dagbog indeholde en"Optegnelse", ikke et "eventyr", med overskriften "Det store Spøgelse". Denne tekst rørte Pontoppidan ikke siden, skønt både udgaverne af Lykke-Per fra 1905 og fra 1918 rummer talrige ændringer.
Af de bevarede brevvekslinger4 véd vi at "Det store Spøgelse" (i det flg. betegnet som DSS A) blev til allerede i 1901, dvs. i stilstandsperioden midt i udarbejdelsen af Lykke-Per. Men vi vèd ikke om den blev skrevet om før den blev trykt i 1902. Det afgørende er imidlertid ændringerne fra 1902 til 1907.
Fortællingen fra 1902
(fortsættelse følger)