Fra Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk forfatterskab (1917)

De Dødes Rige

I 1907, midtvejs mellem de sidste Hefter af Lykke-Pers Historie og første Bind af det nye Hovedværk "De Dødes Rige" udsendte Henrik Pontoppidan en ganske lille Bog "Det store Spøgelse".

Efter mer end tyve Aars Forløb er han her igen paa Landsbygrund. Bogen er "et Landsbybillede", tilmed "fra Hytterne", og Fortroligheden med Emnet og Skuepladsen synes ikke aftaget med Aarene. Billederne af de to Gamle i Husmandsstuen en Lørdagaften under Forberedelserne til Nattelejet og den følgende Søndag under Husandagten maaler sig med Pontoppidans allerbedste Landsbyinteriører. Det første Sted ser man den gamle Kone gaa halvt afklædt omkring og smaanøsle – en Vane fra den Tid, Børnene var hjemme – i Stuen og det tilstødende lille Køkken med en Lysepraas i en Profit.

Hun havde netop stillet denne hen paa Madbordet mellem Vinduerne og var beskæftiget med at omvikle sit store, næsten skallede Baghoved med et Tørklæde, hvis Ender hun fæstede over Issen med et Par Naale. (…) Endelig fik hun (…) ordnet sig for Natten, vædede et Par Fingerender og slukkede Lyset. Ved det blaahvide Skær af Maanen, der tegnede to lysende Vindues-Firkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengestokken, trak Strømpeskafterne halvt ned over de aaresvulne Lægge, bandt et gammelt uldent Stykke |12| omkring Maven og krøb op i Sengen. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt til rette under Dynen, foldede de runkne Hænder over Brystet og bad sin Aftenbøn.¹

Man fristes til at spørge, hvorfra Digteren ved dette saa nøje, han har dog næppe beluret gamle Mariane. Er Vandreren fra Landsbyhistorierne bleven synsk siden sidst? Eller er han Manden i Maanen? Det var andre Billeder, Maanen i sin Tid viste H.C. Andersen (i "Billedbog uden Billeder"), men var de mere poetiske end dette, hvor – alt mens Hammen falder af Mariane – Grundbilledet i hende, den gamle Moder, træder næsten ærefrygtindgydende frem i det hvide Lys.

Dog er det ikke for hendes Skyld, Historien er skrevet, men for hendes Datters, den rødhaarede Gretes. Hun er en hjertensgod, enfoldig Pige – Familien hører til "Dværge"-Slægten, hedder det med et Sving af "Hytternes" Mytologi – som for en ringe Forseelses Skyld tager sig selv af Dage. Hun er under et Nattemøde med sin Kæreste bleven for længe ude fra Præstegaarden, hvor hun tjener, og af Skræk for Opdagelsen og dens Følger, hidset af Spøgelsesfrygt i Maanenatten, kaster hun sig saa henad Morgenen ligesom den røde Martha i "Ung Elskov" i et Vandhul i Skoven.

Hvad der har fængslet Digteren er ikke Landsbybilledet, men Sjæleskildringen: at vise, hvorledes Angsten fra den første aabnede Pore, det første lille Ormehul, æder om sig i et værgeløst Sind. Man ser, hvor nøje han har levet sig ind i Udtrykkene for denne Udvikling: fra Pigebarnets Stivnen foran det oplyste Vindu i Præstegaarden, Samvittighedens lurende Øje, hendes raadløse Kresen om dette tabte Fredens Hjem og om Barndomshjemmet, til hendes rædde Død, med Forklædet for Ansigtet.

Sin personlige Deltagelse har Digteren røbet i et lille Indledningskapitel, |136| et Billede af en dansk Sommeraften, højst uligt den uhjertelige Parodi af en saadan, der indledte "Skyer", men forklarende et Udtryk i "Lykke-Per", der fik en til at studse: "den uhjemlige Sommeraften"². (Sammestedsfra, fra Eventyret i Per Sidenius' Papirer, er ogsaa Bogens Titel). Sommeraftenen og dens Følge – Stilheden, det hjemvandrende Kvæg, Himmelrandens Paradissyner og den fjerne Klokkelyd – siges her at fremlokke en særegen Sørgmodighed, en sværmersk Ensomhedsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld.

Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi i Dødens Skyggearme.³

Denne Angst synes den hemmelige Stemningskilde for det meste af hvad Henrik Pontoppidan har skrevet i det tyvende Aarhundrede. Det mærkes vel, at det er en Digtning, der er bleven til under et Tryk.

Og Trykket kommer tydeligt nok ikke blot udefra: fra den Tordenluft, der for de skarptseende i disse Aar har ruget over Verden, og nu har faaet Luft i en selv for de klogeste uoverskuelig Katastrofe, eller fra det Misbrug af Livsnydelserne, hvortil den halve Verden, forlokket af den til det uhyggelige voksende Lethed i deres Tilfredsstillelse, har hengivet sig. Heller ikke blot fra Udviklingen af de hjemlige Forhold: hvor det politiske "Systemskifte" og dets Følger i fuldt Maal har givet Folket den ydre Frihed, uden at den indre – Frisindet og Storsynet, Æresfølelsen og Retfærdighedssansen – endnu har kunnet vise, i hvilken Grad |137| det har fortjent denne Frihed, og hvor man ogsaa uden for det politiske paa alle Omraader af det aandelige Liv, i Religionen og i Litteraturen, mere har mærket Reaktionen mod de to Aandsretninger fra Slutningen af det forrige Aarhundrede, som Pontoppidan havde gjort op med i sine to Hovedværker fra denne Tid – Naturalismen og Individualismen – end en stærk og sejrrig Nybevægelse.

I Pontoppidans sidste Digtning sporer man Nedslaget af alt dette, der er Samtidens Historie, i en medlevendes Sind. Men især mærker man dette Sind selv. Et ensomt, sygt, stolt Sind, trofast mod den Fortid, hvoraf det fik sin Modenhed, følsomt for den Uhygge, hvormed Fremtiden truer. Derved har ogsaa det sidste Afsnit af hans Digtning faaet Betydning som et Skriftemaal for Tiden – i alle Tilfælde for dem af hans eget Slægtled, der skal tage Del i det nye Aarhundredes Liv med det gamles Erfaringer.