Henrik Pontoppidan til Viggo Stuckenberg
Sendt fra Bakkegårds Alle 14. 4. februar 1897
glæde over ethvert lykkeligt truffet Udtryk
Bakkegårds Alle 14
4/2 97
Kære Stuckenberg!
Ja, min gamle Klasseduks1 har Ret, jeg vilde ikke have ladet den gode Hans Haven2 dø i Synden. Han er i mine Øjne en ret forloren Fyr, der rettest burde have været udleveret til Latteren. Men hvad siger det? Hamlet er mig også en ret viderværdig Karl; Moliere vilde sikkert have haft sine Løjer med ham. Men derfor er jeg ikke blind for, hvad Hamlet som Kunstværk er værd. 2 Hvor ensidige vi end kan være som Mennesker og i vore Ønsker for Mennesket og dets Fremtid, vi kan dog ikke som Kunstnere lade være med at glæde os overfor ethvert lykkeligt truffet Udtryk for et Livssyn, et Ideal, det være vort eget så fremmed, så fjendtligt det vil. – At Hans Haven er ikke så lidt af en Ordgyder, ikke fri for Svulst, deri har min gamle Duks også Ret. Men dette er netop Beviset for Deres overordentlige kunstneriske Evne, at han desuagtet virker, som om han var stor og rig og dyb. Han står for mig som sådan en stor, udflydende Silhuet af et Menneske, der med 3 en Baggrund af en luende Aftenhimmel gør et overnaturligt kæmpemæssigt Indtryk på en intetanende Vejfarende, – og som dog kun er en almindelig Vandringsmand, en Vognlakerer fra Nabobyen. At han altfor ofte bruger tomme Ord, – Ord, der ikke åbner noget Indblik i hans ejendommelige Tanke- og Følelsesliv, men blot er lagte ham i Munden, fordi de klinger godt eller stærkt eller paradoksalt, det er den Mangel ved Karakteristikken, som jeg omtalte. Men Bogen er et Kunstværk, gennemført, stilfuld, ejendommelig også i sine Svagheder, en ægte Stuckenberg. – Tak for Deres 4 Brev; gid De vilde kigge ind til mig i min Elendighed, men det har De naturligvis ikke Tid til. Hils nu Deres Frue – også min hilser.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
