Henrik Pontoppidan til Viggo Stuckenberg
Sendt fra Stenløse. 16. september 1896
den "skidne Sorg"
Stenløse.
16d Sept. 96.
Kære Stuckenberg!
En Gang før har jeg haft Pennen fat for at svare på Deres Brev; men det gik mig da, som det igen går mig nu, – jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage fat på den Himmelglobus, som De tilkaster mig i Deres filosofiske Boldtspil. "Forholdet mellem Mand og Kvinde", – det er sikkert for stort et Emne at behandle udtømmende i et Brev, og jeg vil derfor slet ikke begynde derpå.
Derimod kommer jeg til at tænke på, at jeg nylig har skrevet en Bog1, der berører den Sag intimere, end måske nogen af mine andre Bøger. Den er færdigtrykt og må udkomme om nogle Dage. Jeg skal da sende Dem den, 2 og når De har læst den – som jeg nu har læst Deres "Valravn"2, – så, troer jeg, kan vi snakke sammen med bedre Udsigt til at forstå hinanden.
Blot må jeg allerede nu slå fast, at hvad jeg i vor Samtale berørte, var alene den forholdsvis beskedne "Påstand", at i vor Tid ytrede Kærligheden sig – både i Livet men navnlig i Literaturen – gennemgående på sygelig og umandig Vis. Man røber overalt√ en påfaldende Forkærlighed for sådanne erotiske Tilstande, hvor Menneskets Forstand og Vilje kues i Stedet for at skærpes. Ja, man betragter som de allermest ophøjede Øjeblikke sådanne, i hvilke den, der elsker, er så beruset af sin – lykkelige eller smertelige Følelse, at han ganske mister Herredømmet 3 over sig selv og lader sig vride som en Karklud mellem en Kokkepiges Hænder. Deraf den uforholdsmæssige Plads, som den "ulykkelige" Kærlighed optager i vor seneste Literatur. At hænge sig af Kærlighed er jo endnu i vore Dage højst poetisk. De skriver selv i Deres Brev3, at den når højst, der har den mest "skærpede Sorgfornemmelse" overfor det erotiske. Hvorfor det? Husker De, at Grækerne talte om den "skidne" Sorg?4
Men – som sagt – vi snakkes ved en anden Gang.
Venlig Hilsen og Tak for Brevet.
Deres hengv.
H. Pontoppidan.
