Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 9. oktober 1921

Natteduggen og Mosetågerne


9.10.21.
Overg. n. V. 15
København
C.

Kære Søiberg!

Mon De og Deres Familje endnu er i Gl. Skagen? I hvert Fald finder dette Brev Dem vel nok. Jeg har ventet med at skrive og takke Dem for Brev, indtil der forelå et Resultat angående Stipendierne. Og nu i Dag kan jeg altså lykønske Dem til det Drachmannske. Forøvrigt vidste jeg allerede for et Par Dage siden, at De vilde få det. Som Svar på et Brev for nylig skrev Michaëlis til mig, at han vilde give Dem sin Stemme, og da jeg forud vidste, at Borchsenius og Brodersen holdt på Dem, var Sagen jo dermed afgjort. Hvorvidt der nu kan være 2 Håb for Dem om også at få det Ancherske denne Gang, tør jeg ikke udtale mig om. Det er vel tvivlsomt. Når De anmoder mig om at påvirke Karl Larsen, så er jeg ikke sikker på, at jeg er den rette Mand dertil. Han vil næppe bryde sig synderligt om en Henstilling fra mig; dertil er der og har der altid været for mange Armslængder imellem os. Derimod har jeg talt med Vilh. Andersen og sagt ham, at De gerne vilde ud at rejse. Han gjorde da opmærksom på, at der findes et dansk-islandsk Fond, hvorfra han ganske sikkert troede at kunne skaffe Dem en Understøttelse. Betingelsen er kun, at Rejsen gælder Island; men jeg husker, at De tidligere har udtalt Ønske om at komme netop derop, og jeg mener, 3 at De har særlig gode Betingelser for at kunne få Nytte og Oplivelse af et Besøg på Sagaøen. Til Syden og til Østen er Sporene allerede bleven så udtrådte nu. Nordpå søger så få. Tænk lidt over den Sag!

Deres Brev var skrevet i et lidt mismodigt Øjeblik, et Mismod, der undrede Dem selv, fordi De syntes kun√ at have Grund til Glæde og Stolthed. Men hos alle dybere Naturer vækker den sejrrige Fremgang hyppigt den Art Følelser. Det er Natteduggen og Mosetågerne, der følger efter en strålende Dag og bebuder en ny. Lad Dem derfor ikke skræmme!

Ja, "Højsang" gik til Norge på Deres Anvisning. Jeg skal en af Dagene sende Dem et Ekpl. af Bogen.

Min yngste Søn, Steffen, som De 4 jo kender, er for Tiden hjemme på Besøg efter næsten 4 Års Jægerliv i de brasilianske Urskove. Vi var sammen en Tur til Silkeborgsøerne og havde det dejligt. I de tre Uger, vi opholdt os derovre, var jeg næsten smertefri, og endnu har jeg det rigtig godt. Nogen varig Bedring tør jeg vel ikke tro på; men alene det at kunne håbe på sådanne Hviletider, giver nyt Livsmod.

Jeg sende Hilsen også fra min Kone til Dem og Deres Frue.

Deres hengivne
H. Pontoppidan