Henrik Pontoppidan til Harald Schiller
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 11. juni 1931
de næstbedstes Tidsalder
| 11 Juni 31 | Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Højtærede Hr. Dr. Schiller!
Siden jeg forleden havde den Glæde at tale med Dem (så godt det med min slemme Tunghørhed lod sig gøre) har jeg været mindre rask√, navnlig mindre bevægelig, og må derfor til min Beklagelse tilskrive Dem med Blyant, da jeg igen ikke kan sidde oprejst. Herfor min Undskyldning!
Den Udtalelse af mig, som De ønskede, følger hoslagt. Den vil måske ikke helt tilfredsstille; men den giver dog vel nogenlunde mit Standpunkt trods dens Korthed.
Og så beder jeg Dem, Hr. Doktor, at modtage min hjerteligste Tak for den elskværdigt tilsendte Bog1. Jeg læste den 2 fra først til sidst med vågen Interesse. Ellen Key, Strindberg og Jørgensen har jeg kendt personlig, så i Karakteristiken af disse tre var jeg på Forhånd interesset, Fru Angered-Strandberg var mig derimod ganske fremmed. Jeg har end ikke kendt hende af Navn, véd ikke af, at jeg nogensinde har set dette ejendommelige Forfatterskab omtalt i en dansk Avis. Så fremmed er vi her bleven for Nutidens svenske Åndsliv. Berømthederne kender vi jo nok, i hvert Fald af Navn; men det er langt fra altid√ de store Navne, der er de bedste Ledestjerner i Literaturen. Vilh. Andersen har en Gang kaldt vor Tid "de næstbedstes Tidsalder". Der [er] dertil at sige, at Øjeblikket altid tilhører det næstbedste i Kunst og Digtning. Først Eftertiden får Syn for de blivende Værdier, også hos de allerede anerkendte, 3 ja mangen Gang allersidst hos dem. Jeg er meget glad ved gennem Deres Bog at være bleven gjort opmærksom på Fru Angered-Strandberg, der åbenbart har hørt til de Skribenter, hvis Værdi på Grund af visse kunstneriske Ufuldkommenheder ikke blev anerkendt efter Fortjeneste af sin Samtid. En usleben Diamant, overstrålet af fint√ slebet Glas.
Med hjertelig Hilsen
Deres forbundne
H. Pontoppidan
4 Det er blevet mig fortalt, at da nogle af Bismarcks personlige og politiske Venner på hans ældre Dage bebrejdede ham, at han ikke i 1864 benyttede Lejligheden til at annektere hele Jylland op til Skagen og desuden Fyn, skal han utålmodig have svaret: Synes De ikke, at Tyskland har "Klöse"2 nok i Maven? Han tænkte vel på Elsass-Lothringen og Sønderjylland og – måske mest – på de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldte Tyskland alvorlige Fordøjelsesbesværligheder. Dersom Historien er sand – og den lyder ikke utroværdig – synes den barske Völkerfresser3 at have bevaret lidt Respekt for det lille Folk, der så sejgt bed sig fast i Dybbøl Skanser, og som på London-Konferencen, skønt trængt af samtlige Stormagter, trodsede hans Vilje og nægtede at overgive sig på Nåde og 5 Unåde. Han kunde på det Tidspunkt ikke vide, at det samme genstridige lille Folk stod foran en Udvikling, der en Menneskealder senere skulde munde ud i en almen Bestræbelse for at afstryge al Hårdnakkethed og gøre sig til en blød og√ let fordøjelig Mundfuld, uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave.
Denne sagtmodige Fædrelandsfølelse, glorificeret af de nuværende Magthavere, har fået sit afgørende Udtryk i Regeringens nok så som bekendte Afrustningsforslag4. Og det kan vistnok betragtes som givet, at dersom det skulde komme til en Folkeafstemning om Forslaget, vilde det blive vedtaget af en henrykt Majoritet. Men alligevel! For den, der lægger Øret til Jorden og har Evne til at høre Græsset gro, kan det ikke være tvivlsomt, at der også√ indenfor Regeringspartierne findes forstandige Mænd, der begynder at blive betænkelige 6 ved Regeringens Strudsepolitik og indser, at de med den Afrustning, der er foreslået, er kommen ud at svømme. Samtidig vokser hos de samme Folk Forståelsen af, hvor nødvendigt det i den nuværende europæiske√ Situation er, at vi udvider og befæster vort broderlige Forhold til de øvrige nordiske Lande. Trekonge-Mødet i Malmø under Verdenskrigen og den Tryghedsfølelse, dette skabte i hvert Fald på denne Side Øresund, blev var et Vidnesbyrd om, at den gamle Drøm om et forenet Norden endnu lever i mange Hjerter på Trods af√ Fortidens Skuffelser. Men et så dybt rodfæstet Håb, der har kunnet overvintre under trods√ så hårde Frostnætter, kan ikke være så virkelighedsfjernt og fantastisk, som det af så√ mange i For- og Nutid er blevet gjort til.
Henrik Pontoppidan
