Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Snekkersten. 6. januar 1916
snakke os ud for hinanden
Snekkersten.
6.1.16.
Kære Ven!
Du skulde forlængst have haft en Hilsen herfra med Tak for dit Julebrev; men Tiden er løben fra mig, og vi er snart en Uge inde i det nye År. Du må tro, at jeg ofte savner dig. Det er mig en Sorg, at vi så sjelden ses. Dersom du virkelig kunde tænke dig at tage herud en Dag, vilde du gøre mig en stor Glæde dermed. I mere end et År har jeg levet her i et lukket Hus, eller dog kun med en Dør på Klem ud til Verden; men nu synes Forholdene 2 at skulle bedres. I Julen har min Kone haft det helt godt trods Indkvartering af Børn og Barnebarn. Du ved måske, at vi bor umiddelbart ved Stationen, så du behøver ikke at lade dig skræmme hverken af Vejr eller Føre.
I Håbet om, at du gør Alvor af Besøget, så vi endelig igen engang kan sidde sammen i en Sofa og snakke os ud for hinanden, vil jeg spare på Blækket og indskrænke mig til at sige dig, at jeg veed, hvortil du sigter med din Bemærkning om de bitre Erfaringer, du har gjort med Hensyn til Pressen. Jeg så' i Sommer, hvordan et Par Anmeldere 3 overfaldt dig, og oprørtes derover. Jeg havde netop været inde på Udstillingen og set dine Billeder. Der var måske for mange; men jeg har ikke glemt det rent umiddelbare Indtryk af noget lyst og festligt, som jeg modtog i det Øjeblik, jeg vendte mig mod din Væg uden at vide, at det var dine Billeder, der hang der.
Men nu håber jeg, som sagt, at du kommer herud til en lang Sladretime, hvori vi i Forening vil hævne os på Menneskene for deres Utaknemlighed.
Et godt År ønskes dig, din Hustru og dine Børn fra os begge
Din gamle Ven
H. P.
