Henrik Pontoppidan til Edith Rode
Sendt fra Rørvig. 25. juli 1907

Lykke-Pers Grundtone

Rørvig
25/7 1907

Kære Fru Edith Rode!

De gjorde mig en stor Glæde med Deres Hilsen1 forleden. Jo ældre man bliver, jo mere "Publikum" man får, des taknemligere er man for ethvert Vink om, at man har fundet en virkelig Læser, der jo, Gud ske Lov, er noget ganske andet end en Beundrer. De veed sikkert af Erfaring, hvor sjeldent det er, at man føler – jeg vil ikke sige "Forståelse", for det veed jeg i Grunden ikke, hvad er – men, at den sjælelige Bevægelse, der satte ens Sind i Svingninger, mens man skrev sin Bog, har forplantet sig til en anden, til en i Åndens Verden måske fjerntboende, ved en Art Valdemar Poulsensk Telegrafi. En sådan lykkelig Følelse havde jeg, mens jeg læste Deres Brev. Jeg har måttet høre så meget ubehageligt om "Lykke-Per", og jeg regner hertil også megen Ros for Fuldkommenheder, som Bogen slet ikke besidder, og som jeg heller ikke har stræbt efter. For Bogens Grundtone har – synes mig – kun få haft Øre, og dette tilskriver jeg ikke udelukkende dens egne Mangler.

De og Deres Mand skal også ret have Tak, fordi De vil se mig i Deres Sommeridyl. Kommer jeg på Hjemvejen gennem Frederiksværk og det sker på en Tid af Dagen, da det går an at overfalde Folk, kigger jeg ind til Dem. Men ellers må De love mig at stoppe op i Hillerød, når De skal hjemad. Vi er hjemme omkring d. 20d August, og vi har god Plads også til Børn. Kender De forøvrigt Rørvig? Hvis ikke, så burde De benytte Lejligheden nu, da De er dette Vidunderland så nær, til at gøre en Sviptur herover. Der går hver Dag (undtagen Søndag og Torsdag) en lille Damper fra Frederiksværk Klk 1, og Rejsen tager bare to små Timer. Sender De os to Ord i Forvejen, skal vi modtage Dem på Broen med otte åbne Arme; og også her har vi Plads til Børn. Vi vil, som De skriver, have mange Ting at snakke om, og kan vi ikke det, så er her Naturen, som i mine Øjne er selve Paradiset. De vilde gøre os en stor Glæde ved at komme; men jeg vilde dog ikke friste Dem til Turen, dersom jeg ikke bestemt troede, at De vilde have Fornøjelse af den. Betænk Dem derfor ikke!

Jeg håber da at se den hele Familje, enten her eller hisset. Indtil da: de bedste Hilsner fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Hilsen: [Bay og Bredsdorffs note:] Foranlediget af at Pontoppidan havde været på gennemrejse i Frederiksværk (hvor ægteparret Rode boede) skrev Edith Rode om sit indtryk af Lykke-Per; i sit brev til Pontoppidan 19.7.1907 anførte hun bl.a.:

For mig blev det sidste Del, som traf mig i Centrum. Jeg beundrer Dem grænseløst for den Ro og Alvor og dejlige Klarhed, som De igennem dette har givet Udtryk, jeg synes De har været en Sjælelæge for de Syge og en Forklarer for de Raske. Jeg tror, jeg er født med at vide, at Sjælens Ensomhed er den største Gave, vi har fået, men jeg har så længe gået og tumlet med "hvorfor" og fordi'erne, at jeg var løbet sur i det, og kun havde tilbage en Følelse af Modbydelighed for det Slagord, som blev populært i Kjbhvn. i Vinter om "Sjælens ubodelige Ensomhed". Der var så fuldt op af disse Fattige i Ånden, som, fordi de kedede sig, fandt på at blære sig med en "ubodelig ensom Sjæl", det betød ikke andet eller mere end et nyt Slips eller en ny Kjole, og så skulde det ovenikøbet tages højtideligt.
Alle de Mennesker har De ramt med "Lykke Per", og en og anden har også skreget. Jeg ved ikke om den Kræft på Sjælen, som er en Blanding af Smålighed, Smuskethed, Pjankethed og Kynisme er speciel dansk, men jeg ved, at Deres Værk er det ædleste, skønneste og blankeste Våben imod den.

tilbage