Henrik Pontoppidan til P.Fr. Rist
Sendt fra Solvang, Taulov. 3. august 1911
Styrkeprøven
3/8 1911 |
Solvang Taulov. |
Kære Oberst Rist!
Se, det havde jeg nu ikke drømt om, at jeg skulde få en Hilsen også fra Dem på min Fødselsdag, og min Beskedenhed forbyder mig at tro, at jeg virkelig har gjort mig fortjent til denne Opmærksomhed. Den forkoglende Eventyrstemning i Galschiøts Have har sikkert, som De også let antyder, sin store Andel deri; og forresten er det jo en psykologisk Lov, at vort Sinds Overbærenhed vokser med Kvadratroden af Afstanden. Jeg kender lidt til det selv. Når man en smuk Sommeraften sidder stille fordybet i en god Cigar, kan Hjertet svulme af en forunderlig mild 2 og kærlig Følelse for Mennesker, der er tilbørligen langt borte.
Jeg vilde ønske, jeg kunde fortælle Dem noget morsomt eller interessant; men mine Oplevelser her er alle af indvortes Art og af ganske privat Natur. Vor sommerlige Hensoven her i den haslundske Torneroseskov er også efterhånden bleven så tung, at jeg ikke ret forstår, hvornår og hvordan vi igen skal blive rigtig vågne. – Dog, een Ting kan måske interessere Dem som gammel Infanterist, en lille Hændelse, som jeg selv vil have min egen lille forfængelige Glæde af at fortælle Dem, fordi den ikke angår mig selv men min yngste Søn. Han havde forleden begivet sig på en Fodtur alene, og da han på Hjemvejen over Fanø nåede Ribe og her skulde havde betalt for Natteophold, opdagede han, 3 at han ikke havde mere end 10 Øre – bogstaveligt ti Øre – til Resten af Hjemturen, og han havde endda foresat sig at gøre denne over Sønderjylland for at kunne sige, at han havde været i Tyskland. Og han gennemførte sin Plan, gik uden Standsning og uden Mad over Gram til Haderslev og videre over Kristiansfeld og Kolding. Det er tolv Mil. Han kom hertil efter 24 Timers Marsch i en stegende Hede Klk 12 om Middagen, og var dog ikke mere medtaget, end at han om Aftenen efter nogen Hvile (og en Masse Mad!) kunde følge os på en Spaseretur. Af en 15 Års Dreng er det dog ganske godt gjort, ikke sandt? Der må vist alligevel være noget om, at det unge Kuld herhjemme er vokset i Styrke og Frejdighed på Grund af Sporten og den megen Friluftsfærden. Kan De huske den vidunderlige 4 Scene i en af Bjørnsons Bondefortællinger, hvor Fader og Søn i Tavshed prøver Styrke med hinanden, idet de bærer Kornsække ind på et Loft. Faderen har taget den største af Sækkene på sin Skulder, men på Tilbagevejen møder han Sønnen med to1. Det er omtrent min egen Situation i Øjeblikket overfor hele Tidens Ungdom.
Ja, dette skulde altså blot være en Tak, fordi De har tænkt så venligt på mig. Vi sender allesammen de hjerteligste Hilsner.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
