"Det skal jo være mit Svendestykke"
Henrik Pontoppidan, Gustav Philipsen og "Det forjættede Land" – En brevmontage for fire stemmer.
FORTÆLLEREN:
I sin bog Udenfor Alfarvej fortæller Ib Ostenfeld om sin onkel, Henrik Pontoppidan:
Sidste Gang, jeg saa min Morbror, var et Par Aar før han døde, da jeg selvanden overraskede ham en Foraarskvæld for at overrække ham en Buket nyudsprungne Anemoner. Jeg tror aldrig jeg har set ham saa glad som paa denne smukke Aften. Vin kom paa Bordet og en usædvanlig hjertelig Samtale kom i Gang. (…) Han udbredte sig [således] over et Tema, jeg før havde hørt ham berøre, og som jeg nu refererer saa nøjagtig, jeg kan. Han sagde:
Nutidens Forfattere synes slet ikke at kende de Kaar, vi maatte arbejde under, da jeg var ung. Vi blev ikke taget under Armene og forkælet af Publikum, førend vi virkelig havde bevist, hvad vi duede til. Vi måtte gennemgå mange og tunge Læreaar uden at skele til Læsernes Yndest og uden at vente, at der ved det første Pip blev slaaet paa Tromme for os. Og det var godt saadan. Hvordan skal en Forfatter opnaa Myndighed og kunstnerisk Uafhængighed, med en solid Stil og overlegent Greb om Tingene, hvis han ikke gennem lang Tid modnes til sine egentlige Opgaver i Ensomhed og med en fast Tro paa sig selv og ikke bygger paa andres højrøstede Bifaldserklæringer? Han har ingensomhelst Krav paa Støtte førend Svendestykket er gjort, og indtil det er fuldført, maa han retfærdigvis finde sig i de beskedneste Kaar. Ingen skal forudlønnes for det Arbejde, der endnu ligger i Svøb og som maaske aldrig lykkes.1
Sådan udtrykte altså Pontoppidan sig i slutningen af 1930'erne da han var over 80, og de kunne måske lyde lidt overlegne og gammelmandshovne. – Henrik Pontoppidans "svendestykke"? – Det var romanen Det forjættede Land, som kom i årene 1891-95. Da første bind af trilogien udkom, havde Pontoppidan et tiårigt forfatterskab bag sig, bestående af ligeså mange bøger, heriblandt fortællingen Sandinge Menighed og novellesamlingen Fra Hytterne.
Meget tidligt på sin litterære løbebane lod Pontoppidan sig optage i den gyldendalske stald hvor den gamle Fr.Hegel i 1880'erne gav ham gode kår – gode ikke mindst i betragtning af, at hans bøger, skønt de var anerkendt på parnasset, gik så dårligt. I 1887 døde imidlertid Fr. Hegel, og Pontoppidan kom hurtigt i modsætningsforhold til sønnen, Jacob Hegel. Da Jacob Hegel forlangte at to af stykkerne i den lille bog Krøniker skulle udgå fordi de kunne vække forargelse, brød Pontoppidan med forlaget, og bogen udkom i oktober måned 1890 på P.G. Philipsens forlag. Men allerede i 1888 havde Pontoppidan indledt forhandlinger med den kunstneriske af dette forlags ledere, Gustav Philipsen, om udgivelse af den store roman han havde i arbejde. Med denne tilsyneladende lidt mislibige "køren med to heste" forholdt det sig sådan:
Planerne til den store roman gik helt tilbage til 1885, da Pontoppidan i et brev til Fr. Hegel skriver:
PONTOPPIDAN:
Som Hr. Justitsraaden ved, er jeg i Færd med at lægge den sidste Hånd på et Arbejde som jeg håber at blive færdig med indtil Februar næste År. Men når dette er nået, agter jeg at begynde på Udarbejdelsen af et større Værk, som jeg alt i længere Tid har gået med Planen til, og som jeg også i Ny og Næ har gjort små Udkast til. Det skulde være et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv".2
FORTÆLLEREN:
På samme tidspunkt skriver Pontoppidan til sin ven, Otto Borchsenius:
PONTOPPIDAN:
Men når denne er fuldført har jeg Planen til et meget stort Værk, som jeg havde Lyst til at tale med dig om, et stort Landsbybillede, hvis Idé som en ufuldbåren Tanke ligger i "Sandinge Menighed", men som skal føres til et rigt, lyst og muntert Maleri, idet jeg maner de gamle Sandinge Bønder op af Graven.
FORTÆLLEREN:
Hvor langt Pontoppidan på den tid kom med planen er det ikke godt at vide, men først fire år senere, i 1887, meddeler han Fr. Hegel, at han er begyndt på renskrivningen af en større roman på vel mellem fyrre og halvtredssindstyve ark (d.v.s. en 600-800 sider i datidens oktavformat), som han i længere tid nu og da har syslet med. Han understreger at Bogen "udtrykkelig er beregnet på at blive Folkelæsning", og han mener derfor den kan trykkes i så stort et oplag som 1500 ekpl. Men Hegel var ikke begejstret for så stor en bog fra Pontoppidan. Han satte 15 ark som maksimum'1– og så skrev Pontoppidan i stedet for Isbjørnen. Planen om den store roman gled atter i baggrunden. Da Pontoppidan et årstid senere, i 1888, atter tager den op, henvender han sig derfor til Gustav Philipsen, og med ham indgik han aftale om udgivelse af den store roman.
PHILIPSEN:
Deres Meddelelser om Romanen glæder mig særdeles meget, de af og til opdukkende Meddelelser om forskelligartet Forfattervirksomhed fra Deres Side har undertiden gjort mig lidt ængstelig for, at De ikke med fuldkomme Ro og Ubekymrethed kunde vie Dem til det betydelige Arbejde, saaledes som det var Tanken med vor Kontrakt. Med Hensyn til Tiden bemærker jeg, at De jo ikke er forpligtet til at aflevere Manuskript før den 1. April 1889 (men da også det hele i trykfærdig Stand) og angaaende Størrelsen, at De jo også har forbeholdt Dem, at Bogen ikke blev større end 35 Ark, saa at der heller ikke i denne Henseende er noget i Vejen. Vedlagte Brev er blevet mig tilstillet til videre Besørgelse.
Med Højagtelse,
Deres forbundne
P.G. Philipsen.
FORTÆLLEREN:
Sådan slutter Gustav Philipsen den 18. september 1888 et brev til Pontoppidan. Brevet er det første af den bevarede del af korrespondancen mellem de to. Den omfatter omkring 60 breve fra Pontoppidan og 35 fra Philipsen. Størsteparten af brevvekslingen hører hjemme i årene 1888-95 – omfattende den periode, hvori Philipsen var Pontoppidans forlægger – for bøgerne Krøniker, Minder, Nattevagt, Den gamle Adam – og så Pontoppidans første store roman: Det forjættede Land.
PHILIPSEN:
Jeg er født i 1853, er altså fire år ældre end Pontoppidan. I 1877 overtog jeg sammen med min bror forlaget P.G. Philipsen efter vores far, men i 1895 afhændede jeg det og helligede mig helt mine politiske interesser. l årene 1893-1904 var jeg borgerrepræsentant og derefter rådmand indtil min død i 1925.
FORTÆLLEREN:
Det var til Philipens bisættelse at Joh.V.Jensen skrev sin "Baalfærdssang". På Københavns Rådhus kan man se J.F. Willumsens ypperlige portræt af en mand, hvis ydre form var reserveret og lidt kølig, men som kunne udvise en omsorgsfuld venlighed og opmuntrende begejstring, der i forholdet til Pontoppidan fik den største betydning for tilblivelsen af det værk der skulle blive Pontoppidans "svendestykke".
PHILIPSEN:
Pontoppidans økonomiske kår var i årene omkring 1890 meget vanskelige. Han måtte derfor bruge en del af sin tid på journalistisk arbejde, selv om jeg med kontrakten havde prøvet at skaffe ham de fornødne midler til at arbejde uforstyrret. Ifølge kontrakten skulle manuskriptet altså foreligge til 1.april 1889. De 35 ark Pontoppidan ville holde sig indenfor, svarer til halvanden gange Mulds størrelse – det første bind i den færdige trilogi, til og med Emanuels bryllup med Hansine – og han havde nok tænkt sig bogen som en afsluttet roman.
FORTÆLLEREN:
Men den 31.marts 1889 skriver Pontoppidan:
PONTOPPIDAN:
Hr. Forlagsboghandler P.G. Philipsen.
Imorgen skriver vi den 1ste April, og min Bog er – til min Beklagelse – ikke bleven færdig. Dette skyldes forskjellige Omstændigheder, navnlig et Tilbud fra Turistforeningen, som jeg ikke har ment at burde vise fra mig, og som krævede at skride til Handling strax.
Jeg er derfor beredt på at tilbagebetale Dem med Renter det Beløb, jeg i Forskud har modtaget på Honoraret.
Alligevel skal jeg tillade mig at foreslå Dem, at jeg endnu får Frist med Arbejdets Aflevering indtil 1ste Avgust (…) imod Kautionsforpligtelsens Forlængelse.
PHILIPSEN:
Kære Hr. Pontoppidan.
Det var jo en kedelig Overraskelse, Deres Brev bragte mig. Jeg havde belavet mig på at modtage et Manuskript, der skulde være dette Aars "mets de résistance" i dansk Literatur, og jeg havde i Fantasien tiltænkt en af mine Bogtrykkere et godt og glat Trykarbejde, og saa gaar dette i Stykker! Ærlig talt kunde De nok have haft den Tillid til min Diskretion at have talt med mig før De paatog Dem Turistforeningens Opgave; jeg ved jo godt at De ikke hører til disse Hurtigskrivere, der arbejder med begge Hænder paa engang, at de Krav De stiller til Deres Forfattervirksomhed nødvendiggør en rolig, samlet Arbejdstid, og De vil erindre, at det langt mere var Muligheden for at berede en saadan for det betydeligste Talent i den unge danske Literatur end Hensynet til Fortjenesten, der for mig var den bestemmende Grund til at gaa ind paa Deres Plan.
Nu lader De mig, objektivt set i Stikken og hvilken Garanti har jeg for, at De i den ringere Arbejdstid, som Sommeren er, snarere vil kunne tilendebringe Bogen?
Dog, det er ikke mit Ønske at vise mig uimødekommende. Jeg vil overlade Valget til Dem; hvad vil De helst selv? Fortryder De i Deres Hjærtes Inderste Sagen, mener ikke at kunne faa et godt Resultat ud af den, nu vel saa tager vi det første Alternativ. (…) Hvis De derimod selv stadig tror paa Foretagendet og har en ganske sikker og alvorlig Overbevisning om, at De vil kunne tilendebringe hele Manuskriptet til 1.August, saa vil jeg gerne vente; men jeg maa da, som De rigtig bemærker, bede Hr. Holst komme ind til mig for at give Kautionen en Paategning om Udsættelsen.
Deres Beslutning udbeder jeg mig i Løbet af saa faa Dage som muligt. Jeg har ikke haft Lejlighed til at takke Dem for "En lille By"; den var rigtig nydelig.
Med venlig hilsen,
Deres ærbødigt forbundne
P.G. Philipsen.
FORTÆLLEREN:
Den af Philipsen foreslåede aftale kom så i stand, men den 1.august 1889 må Pontoppidan skrive:
Kjære Hr. Philipsen!
Når De modtager dette Brev uden Følge af en stor Pakke Manuskript, tænker De vel, at jeg denne Gang kommer ligeså tomhændet som sidst. Dette er dog ikke ganske Tilfældet, ihvorvel jeg må bekjende, at jeg også da overvuderede mine Evner. Jeg har min Roman udarbejdet såvidt, at det er Kapitlernes eller rettere de forskjellige Sceners Sammenknytning, der mangler. Jeg har hele Sommeren siddet på en Kvist i Matthæusgade i Kjøbenhavn og gjort mig min bedste Flid, men – og her kommer Ulykken – nu kan jeg ikke mere. Jeg véd, at hvad jeg har gjort er godt; men jeg er for træt af at handle med den til nu at kunne fuldføre en Sammenskrivning; Bogens Personer og Begivenheder løber rundt i min Hjærne, såsnart jeg begynder at tænke på den; og jeg føler, at jeg for ikke at ødelægge den, må lade den hvile en Stund. Jeg er så uvant med et så stort Arbejde, at dette ved denne første Udarbejdelse er faldet sammen i Stykker; men disse er, troer jeg, så gode, og hele Bogens Idé så meget værd, at det skulde gjøre mig meget ondt, om jeg ikke nu fik Lejlighed til at vise, at jeg virkelig formår at skrive en Roman.
PHILIPSEN:
Kære Hr. Pontoppidan!
Det var rigtignok en alvorlig Skuffelse, De beredte mig, og jeg havde gjort sikker Regning paa at have én betydelig dansk Nyhed at byde Publikum i dette Efteraar ved Siden af de flere norske Bøger, jeg skal udgive.
Imidlertid, naar De har gjort saa meget Arbejde som De skriver, kan jeg vel forstaa, at De trænger til et Pusterum, før De tager fat paa Samarbejdningen, og jeg skal derfor gaa ind paa Deres Forslag, saaledes at De – men saa uden yderligere Udsættelse – leverer mig hele Manuskriptet som Nytaarsgave den 31. December d. A (…)
Det vigtigste er, at Bogen er god, og i den Henseende giver De mig jo Ret til at håbe det bedste.
(…)
Lev nu vel til Nytaar og – skriv ikke for mange Avisartikler, det er der mer end nok til at besørge; "Bønder" er der ikke andre der kan skrive end De!
FORTÆLLEREN:
"Bønder" – således kaldte Philipsen længe bogen, før den fik navnet "Muld". Og det blev nytaar 1890 og den 4.januar skriver Philipsen:
PHILIPSEN:
Kære Hr. Pontoppidan!
Hvor bliver "Ormen hin lange", hvor bliver "Bønder" af?
Deres forbundne
P.G.Philipsen.
FORTÆLLEREN:
Siden slutningen af juli 1889 havde Pontoppidan skrevet artikler til Kjøbenhavns Børs-Tidende – gennemsnitlig en hveranden dag – herimellem adskillige boganmeldelser og udkast til nye arbejder; så det har manglet på tid – og nok også på lyst til rigtigt at arbejde på Muld. I sit svar på Philipsens korte rykkerbrev forpligter Pontoppidan sig til at aflevere renskriften i afsnit på ca. fem ark om måneden – første gang i februar. Artiklerne i Børstidende standser – og alligevel er vi fremme ved den 28.februar 1890 før første sending arriverer:
PONTOPPIDAN:
Kære Hr.Philipsen!
Hermed efter Løfte 1. Del.
Jeg indser – eller frygter – at De vil blive skuffet ved denne Begyndelse; men jeg beder Dem dog om, derfor ikke at tabe Troen på et endelig heldigt Resultat. Sagen er den, at efter min første Plan skulde Fortællingen begynde først ved nuværende 3. Del, hvor også selve Handlingen tager fat; men senere har jeg ment at burde have en Smule Forhistorie – og denne har ikke fået den Friskhed, jeg kunde ønske. Imidlertid er det jo muligt, at både De og jeg ved Værkets Slutning – (og kommer vi først over Marts, skal 3.,4., o.s.v, indtil 1o. Del komme Slag i Slag) – vil finde, at Forhistorie alligevel kan undværes eller i hvert Fald forkortes; og jeg troer da at kunne sige, at Værket ikke vil få mange Pletter eller mange tomme Ark.
Imidlertid beder jeg Dem at vise mig den Tjeneste foreløbigt ikke at udtale Dem om – hverken til mig selv eller andre – hvad De synes om Bogen. Når jeg er færdig med den, må De gerne skælde mig ud, alt hvad jeg fortjener; men jeg véd, at hører jeg meget ufordelagtigt om den, så længe jeg arbejder på den, vil det ganske tage Modet fra mig.
Med venlig hilsen
Henrik Pontoppidan.
FORTÆLLEREN:
Da Philipsen 14 dage senere har fået læst det tilsendte, skriver han opmuntrende om det; dog finder han det ikke værd at begynde på trykningen, før der er en del mere at sætte på.
Fra de næste fem måneder er der ingen breve bevaret til Philipsen, Pontoppidan skriver i sommerens løb kun ganske få artikler til Børstidende, men sygdom støder til og sinker arbejdet. Han kommer kun langsomt til kræfter og beder den 31. august om at måtte vente med fortsættelsen af manuskriptet til slutningen af ugen:
PONTOPPIDAN:
Jeg véd jo godt, at De er utålmodig, og endnu bedre, at De har Grund til det, og alligevel troer jeg ikke, det har skadet, at jeg har givet mig god Tid. Når blot Bogen bliver god, troer jeg, at også De vil mene, at det har mindre at sige, om den udkommer det ene Halvår eller det næste. Jeg håber, at De alene af de få omarbejdede Kapitler, jeg har sendt, har fået det Indtryk, at Fortællingen nu har faet ganske anderledes Bund; den har fået, hvad den før manglede, et Par Ben at gå på fra det ene Kapitel til det andet, en rød Tråd, der knytter sig – eller hvorledes det nu er, det tekniske Udtryk lyder.
Så snart jeg får Lov at tage herfra, lægger jeg mig et eller andet Sted hen for intet andet at bestille end at fuldføre Bogen og i Ny og Næ skrive en Artikkel til "Børstidende". Dersom jeg – hvad jeg håber – ikke skal få noget Tilbagefald, må for min Skyld Sætningen gærne begynde en Gang i Oktober; jeg skal da nok holde en Sætter i Ånde til Bogens Slutning.
PHILIPSEN:
4.september 1890
Kære Hr.Pontoppidan!
Jeg er godt fornøjet med Kvaliteten af hvad jeg har faaet, skønt det snart er svært for mig at holde den ene Manuskriptgruppe ude fra den anden, i mine Tanker – mindre derimod med Kvantiteten. Det vilde rigtignok være rigtig rart, om vi snart kunde komme til at trykke; men dertil vil det rigtignok være nødvendigt, at et langt større Kvantum Manuskript foreligger, for at Trykningen kan foregaa nogenlunde jævnt. Jeg har stadig det bedste Haab om Bogen og stoler paa, at Apollo, Digtningens og Lægekunstens Gud snart gør Dem rask nok til at fuldføre Værket.
Med venlig Hilsen,
Deres længselsfulde
Gustav Philipsen.
FORTÆLLEREN:
I dette efterår, i 1890, fik Pontoppidan det ancherske Rejselegat. For det tog han til Berlin, hvor han opholdt sig fra begyndelsen af oktober. I november skriver han til Philipsen om at få en afskrifl af det afleverede, ligesom han selv for fremtiden vil lade lave afskrift af det, han sender:
PONTOPPIDAN:
Jeg opdager at jeg ikke kan undvære at have hele Historien hos mig. Jeg føler ofte under Udarbejdelsen Trang til at kaste et lille Blik tilbage, og det er jo også sikrest at have to Expl.
FORTÆLLEREN:
I begyndelsen af 1891, den 24. januar skriver Pontoppidan til Philipsen bl.a.:
PONTOPPIDAN:
Forøvrigt må De endelig ikke skynde på mig. Jeg kan ikke arbejde mere, end jeg gør, og – når undtages i Ny og Næ en flygtig Artikkel til Børstidende – arbejder jeg udelukkende på den Bog. Til Gengæld gentager jeg mit Løfte til Dem om at skulle hjembringe en Roman, mod hvilken alt, hvad jeg hidtil har skreven, er jammerligt Nürnbergerarbejde. De vil nemlig – til Deres Forundring måske – opdage, at jeg igen har gennemgået den Del, som De har hos Dem; og først nu har jeg fået Tonen i Bogen og Farven i Portræterne således, som jeg ønskede – ja egentlig bedre. Thi jeg har hernede i Tyskland gjort en stor Opdagelse, hvad Skrivemåde angår – gammel måske for andre, splinterny for mig. Og jeg synes, at denne Opdagelse skulde komme hele Bogen til Gode.
FORTÆLLEREN:
Philipsen svarer øjeblikkelig (den 26. januar). Der har været nogle vanskeligheder med betalingen fra svenske blade, som Philipsen forgæves har måttet vente på.
PHILIPSEN:
Men langt mere utålmodig end efter dette gør De mig efter "Muld". Der trænges til et ordentlig Slag i dansk Literatur; gid da 1891 maa blive det mærkværdige Aar og helst saa tidlig som muligt paa Aaret.
FORTÆLLEREN:
Endnu en sidste Gang måtte Pontoppidan dog skuffe Philipsens forventninger. I marts forlader han Berlin og kan fra Motala i Sverige meddele "Tredie Bog, Værkets Hovedhjørnesten" færdig. Den afgørende begivenhed i denne midterste femtedel af Muld er Emanuels store tale i forsamlingshuset. Heri undsiger han det moderne samfunds unaturlighed, og idet han indirekte vender sig mod sin overordnede, Provsten, tilslutter han sig det nye parti i sognet, der ledes af den rænkefulde Væver Hansen. Dette skridt giver ham mod til at nærme sig gårdmandsdatteren Hansine – efter mødet på stranden, hvor de forsamlede synger Pontoppidans måske ironiske aftensalme "Nu trækker Bonden sit Hors i Stald". Til nogen erklæring overfor Hansine kommer det dog ikke, men den efterfølgende dags opgør med provsten fører en forlovelse med sig – og "Tredie Bog" slutter med Emanuels "besøg i svigerforældrenes gård, hvor han tilsidst – stadig uden at afgørende ord er blevet vekslet imellem de to – med et tavst kys besegler forlovelsen med den pige, der synes ham opfyldelsen af alle hans ungdomsdrømmes forventninger om lykke og tryghed.
Også "Fjerde Bog" håber Pontoppidan at kunne gøre færdig i Motala og han vil så i juni komme hjem for at skrive "Femte Bog" og læse korrektur.
PONTOPPIDAN:
I August skal Bogen senest være færdig fra min Hånd, i Fald jeg holder mig rask!
FORTÆLLEREN:
Men kort efter pinse kommer en lille pakke manuskripter til Philipsen:
PONTOPPIDAN:
Kære Hr.Philipsen!
Jeg sender samtidigt med disse Linier nogle Hefter Manuskript. Jeg er ikke fri for at føle mig stærkt undselig ved at afsende det. Da jeg nemlig begyndte at gennemse Afskriften, fandt jeg så meget at rette, og det hele så tomt og farveløst, at jeg blev ikke lidt fortvivlet og i min Fortvivlelse holdt helt op at rette. Jeg kunde ikke ret blive klog på, hvad det var, der var i Vejen – og jeg vilde ikke rette i Blinde. Jeg sender Dem det nu som et Bevis på, at jeg lever; når jeg kommer til København til Korrekturlæsning får jeg nok Lov til at se Hefterne igennem igen. Måske finder jeg det da nødvendigt at foretage en hel Gennemarbejdelse af denne Bog, der har kostet mig mere Bryderi end De aner. Men foreløbigt finder jeg det rigtig at fuldføre de tilbageværende Bøger – så får vi se, hvad Tid der bliver tilovers. Jeg må have hele Bogen god. Det skal jo være mit Svendestykke!
Velkommen tilbage fra Italien. Selv sidder jeg på en lille svensk ø og suger på Labben. Jeg vil så nødig vende hjem uden med hele "Muld" i Kufferten.
Bliv nu ikke altfor skuffet. Jeg vidste, at 3die Bog vilde blive den sværeste Sten at løfte – men den skal også nok blive bedre.
FORTÆLLEREN:
Philipsen forlanger mere manuskript sendt til trykkeriet, hvis bogen skal nå at komme til september. De mange korrekturrettelser, Pontoppidan foretager, ærgrer ham:
PHILIPSEN:
– jeg troede ogsaa at de kunde undgaas efter de mange Bearbejdelser og efter den pæne Stand hvori De faar Korrekturerne. Men lad saa være, naar vi nu blot ser en Ende paa det vidunderlige Barn, der nu snart har ligget tre Aar i Moders Liv.
FORTÆLLEREN:
Om korrekturrettelserne svarer Pontoppidan:
PONTOPPIDAN:
Jeg havde ganske vist troet at kunne undgå dem men finder det urimeligt at lade være med at rette, når jeg under Læsningen finder et mere rammende Udtryk – og når man ser sit Manuskript på Tryk, får man først den rette Fornemmelse af, hvorledes det enkelte Ord virker.
FORTÆLLEREN:
De planlagte 35 ark er nu ved afslutningen af arbejdet skrumpet ind til 25, men til gengæld lover Pontoppidan på bogens sidste side en fortsættelse. Endnu nogle vanskeligheder og rettelse skal overstås før Muld udkommer i oktober 1991, to-og-et-halvt år efter udløbet af den første frist og næsten otte år efter, at stoffets indsamling var begyndt. Men når man må prise Gustav Philipsen for den uendelige tålmodighed, og den begejstrede tro på værket som Pontoppidan næppe kunne have undværet – så kunne man samtidig sende en stille tak til den principfaste Fr. Hegel, som umuliggjorde at et "Værk i Smag med Fritz Reuters Landmandsliv" blev udsendt. De forløbne år havde medført den kunstneriske modenhed der gjorde det muligt for Pontoppidan at skrive sit "svendestykke".
Muld slutter med Emanuel og Hansines bryllup og titlens dobbelthed af grøde og tyngde samles i billedet af hjemkørslen, hvor sognets ungdom har illumineret præstegården og vejen derop:
PONTOPPIDAN:
Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af sin første Forbavselse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om Præstebjærgets mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham.
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget.
FORTÆLLEREN:
Der gik et år, før fortsættelsen af romanen kom: Det forjættede Land – den titel, hele værket siden fik. I april 1892 indgik Pontoppidan sit andet ægteskab; bryllupsrejsen gik sydpå,fire måneder i Golling bei Salzburg, derpå over Siena til Firenze og Rom og endelig, umiddelbart før hjemrejsen, en tur til Neapel. Den væsentligste del af arbejdet med det andet bind foregik i den lille østerrigske alpeby – stemningen fra dette landskab gik igen i Lykke-Per. I juni 1892 skriver Philipsen til Pontoppidan:
PHILIPSEN:
Kære Hr. Pontoppidan!
Det er dog en evig Tid siden, noget er blevet spurgt om Dem! Jeg håber, at dette betyder det allerbedste, at De i fuldkommen Ro, uden Indblanding eller Deltagelse i vort elendige Liv, har kunnet arbejde tr østigt og stadigt paa det nye Værk.
FORTÆLLEREN:
og 14 dage senere:
PHILIPSEN:
der er en voksende Utålmodighed efter "Muld"s Fortsættelse; De bør smede medens Jærnet er varmt.
FORTÆLLEREN:
Halvanden måned senere svarer Pontoppidan, at begyndelsen af manuskriptet ligger færdigt til afsendelse; men stedet er ikke uden forstyrrelser:
PONTOPPIDAN:
Såsnart Solen skinner vågner Vandrelysten i mig, og jeg må afsted og tilvejrs. (…) Nogen stor Nydelsen må De ikke vente Dem af Manuskriptet; selve Bogens Emne er ikke egnet til at virke oplivende hverken på Læser eller Forfatter. Men nu må det ikke hjælpe; når ma har taget Fanden på Ryggen, skal man jo bære ham hjem.
(...)
Jeg hører Dem allerede sige: hvornår kommer så Fortsættelsen af Manuskriptet? Jeg kan kun svare: når det er færdigt! Og jeg skal tilføje, at jeg skal stræbe med at få det færdigt, så meget jeg kan. Men det nytter ikke at skynde på mig, og vigtigere end alt andet, er det, at Bogen ikke udkommer, før den er virkelig færdig. Jeg har altså ingen Ting lovet, – men om en Månedstid håber jeg at kunne sende en ny Ladning, og da vil der kun være kort til Enden.
FORTÆLLEREN:
Hvilken forskel fra de undskyldende, altid omstændeligt forklarende breve under udarbejdelsen af Muld. Da var det lærlingen, nu er det svenden, der taler. "Jeg kan kun svare: når det er færdigt!" – Dette forhindrer dog ikke Philipsen i at formulere en indgående kritik af det modtagne, og en bemærkning af ham viser tidens almindelige opfattelse af Pontoppidan som en sikker, elegant stilist:
PHILIPSEN:
jeg har kun gjort de ovenstaaende Bemærkninger, fordi jeg ved, at De, hvis De finder dem grundede, har en saa stor Behændighed til ved smaa Pennestrøg at opnaa store Virkninger, at De endnu i Korrekturen vil kunne rette hine Smaating.
FORTÆLLEREN:
Endnu mangler bindets titel Det forjættede Land, og da den kommer skriver Pontoppidan:
PONTOPPIDAN:
Men lov mig at bevare den som en Hemmelighed, da det er kedeligt at høre en Bog omtalt, som man endnu ikke har tilendebragt – særlig i dette Tilfalde, hvor Titlen (…) kan give anledning til fæle Vittigheder.
FORTÆLLEREN:
Desværre viste det sig, at den franske forfatter Bourget samme år udgav en bog med titlen "La terre promise", og Pontoppidan skriver i det følgende brev:
PONTOPPIDAN:
At Bourget har været lige så vittig som jeg, er jo en fæl Historie; men jeg finder ingen Grund for mig til at træde tilbage. Min Bogs Titel er næsten givet i "Muld" hvor Udtrykket "det forjættede Land" stadig benyttes om det ventede Folkedømme. Men måske er det under disse Omstændigheder ikke værd at holde Titlen så frygtelig hemmelig, – jeg skal nok skynde mig med Bogen endda.
Endnu blot dette. De må ikke blive urolig på Grund af den lange Udeblivelse af 3de Bog. Dette Afsnit af Bogen er ikke alene det længste og sværeste; det er også det, hvormed hele Arbejdet står og falder, og jeg vil derfor gærne lægge hele min Kraft på dette Punkt. Resten er mere betydningsløs og kan forkortes efter Forgodtbefindende. Forøvrigt er Renskrivningen nu i fuld Gang.
FORTÆLLEREN:
3die Bog, som også i dette bind udgør kompositionens centrum, samler konfliktens tråde omkring Emanuel. Hans lille dreng er død – og Emanuel er i sin stædighed ikke selv uden skyld deri. Hans kombinerede tilværelse som præst og bonde lykkes ikke. Hans sognebørn synes ham uimodtagelig for de nye tanker, selv anfægtes han af tvivl – og hans ægteskab er ude i en krise, samtidig med at hans ungdoms bymilieu dukker op i skikkelse af provstens datter Ragnhild.
Den 17. oktober erklærer Philipsen, at det nu kan knibe med at få bogen færdig til jul, og han sender en "Hilsen fra det længselsfulde danske Folk". Men bogen nåede, efter endnu nogle besværligheder, at blive færdig, og Philipsen kan den 2. december skrive til Pontoppidan:
PHILIPSEN:
Kære Hr. Pontoppidan!
Ja saa fik vi da slidt os igennem Det forjættede Land! Det er rigtignok i sidste Øjeblik før Jul, at den kan komme ud – sidst i næste og først i næstnæste Uge; men det gaar vel nok endda. Og hvad der er det vigtigste: hvis jeg tør stole paa min Dom saa er Bogen god og stemningsfuld, jeg fik rentudsagt Taarer i Øjnene over de sidste Sider. Vi skal nok blive af med en hel Del af de 3000 Expl. (…) En Selvherskerdaad har jeg tilladt mig, nemlig at stryge Bemærkningen om Sammenhørigheden med "Muld"; jeg kunde ikke andet end finde den ganske overflødig og ligesom lidt kejtet.
FORTÆLLEREN:
Korrekturlæsningen af de sidste ark havde Philipsen helt overladt til en af Pontoppidans venner. Hermed var Pontoppidan utilfreds:
PONTOPPIDAN:
Men nu må jeg stille mig tilfreds og lade Bogen udkomme som den er, – og jeg vil da sige, at jeg gør det uden store Bekymringer; det er ikke nogen god Bog; men jeg troer ikke, jeg kunde gøre den meget bedre, hvormeget Tid jeg end havde givet mig til den; – dårlig er den heller ikke; alt i alt er jeg ret vel tilfreds med den. (…) Jeg ønsker, at De nu vil få lidt Fornøjelse af "Det forjættede Land"; i Publikums Smag falder Bogen dog næppe.
FORTÆLLEREN:
Men det gjorde den nu, og i sit Nytårsbrev udtrykker Pontoppidan sin overraskelse over, at endda et nyt oplag kan forberedes:
PONTOPPIDAN:
Jeg er glad – og en Smule stolt – over, at de Forventninger, De i sin Tid gjorde Dem om min "store Bog" ikke er blevet skuffede, og jeg håber på et godt Samarbejde også i Fremtiden.
FORTÆLLEREN:
Philipsen takker ham for de "pæne Ord" og tilbyder på sin Side at ordne nogle besværlige forhandlinger med Gyldendal:
PHILIPSEN:
Jeg vilde gerne hjælpe Dem hermed for fremdeles at berede Dem saa gode Arbejdsvilkaar, som jeg tror De har haft i de sidste Aar og saa naturligvis – hvorfor nægte det? – for at bevare en Forbindelse, der har været mig forretningsmæssigt set til Gavn og som tillige har ladet mig stifte et behageligt ja et virkeligt kært personligt Bekendtskab.
FORTÆLLEREN:
Trilogiens andet bind slutter med, at Emanuel erkender sit nederlag som præst, folkevækker og ægtemand – og sammen med sine børn drager han til hovedstaden for her åt forsøge at bygge en ny tilværelse op. Hvad der bragte tårene frem i Philipsens øjne var den afsluttende skildring af Hansine:
(…) Da Afrejsens Time kom, kyssede hun Børnene og sagde Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske paa at give dem deres rene forklæder paa, inden de naaede København.
Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af en stærk Sindsbevægelse og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hendes Pande, sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre sig Bekymringer for hendes Skyld; det skulde nok altsammen blive godt.
"Og pas saa paa Børnene, Emanuel," sagde hun til allersidst; – og som om hun med disse Ord havde udtømt sin Sjælskraft, vendte hun sig i det samme om og gik op ad Trappen, endnu før Vognen var begyndt at køre.
"Gaa op paa Jordhøjen i Haven – saa vi kan vinke til dig – til det sidste!" raabte Emanuel efter hende.
Men hun vendte sig ikke om og gik hurtigt ind i Huset.
Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse. Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, raabte Sigrid Hurra.
Paa Vejen ud gennem Byen tilraabte de fleste Folk dem et oprigtigt "lykkelig Rejse", idet de kørte forbi; ja af uvilkaarlig Ærefrygt ved Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk blottede mange endog Hovedet.
Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel:
"Tag nu Lommetørklæderne frem, Børn!"
Saa snart de saa' Hansines Skikkelse staa deroppe paaa den lille Høj i Udkanten af Haven, begyndte de alle at vifte.
Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.
"Vift, Børn … vift!" sagde han og fik Øjnene fulde af Taarer.
Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; … de fik intet Svar paa deres: "Paa Gensyn."
… Hansine stod som en Billedstøtte, indtil det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det Fjerne; – saa gik hun stille ned. Pludselig var det, som om hun blev overfaldet af Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin, der førte fra Havegangen op til Højen.
Time efter Time blev hun siddende her – ubevægelig, med Hovedet i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt gennem Trækronerne oven over hende.
Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes fremtidige Hjem.
Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer, gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var blevet Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.
FORTÆLLEREN:
Af de følgende breve i korrespondancen med Philipsen fremgår det at Pontoppidan ikke ved afslutningen af andet bind luftede nogen plan om en fortsættelse i et tredie. Først i slutningen af 1893, et år efter udgivelsen og efter at have skrevet Minder, nævner Pontoppidan en "tredie og sidste Del" af romanen, der skulle kunne udkomme i løbet af 1894. Men også Nattevagt og Den gamle Adam blev skrevet, før Pontoppidan i juni 1895 atter nævner romanen:
PONTOPPIDAN:
Min nye Adam skrider jævnt fremad i sin Vækst, synes at blive ganske velvoksen, har måske fået et uforholdsmæssigt stort (men også ganske godt) Hoved og skal også nok få en fyldig Ende. Midt i næste Måned skal de første 10 Ark blive Dem tilsendte, og Trykningen kan da for min Skyld gærne begynde.
FORTÆLLEREN:
Pontoppidan har overvejet titlen "Emanuel", men kan i juli meddele, at tredie del får navnet "Dommens Dag". Også denne gang påkomner dog lidt forsinkelse. En overgang er Philipsen bange for de mange teologiske udredninger i bogens begyndelse (som Gyldendal da også i 1918 fjernede), men Pontoppidan beroliger ham:
PONTOPPIDAN:
3die Bog er ganske personlig, og heller ikke i det egentlige Dommedagskapitel (4de Bog) bliver der teologisk Diskussion. Det er netop for at undgå en sådan på dette Sted, at jeg skød den hen til Bogens Begyndelse. (…) For Bogens sidste Halvdel frygter jeg ikke. Men særlig for første Bog har jeg haft store Ængstelser.
FORTÆLLEREN:
Det sidste bind i trilogien følger Emanuels forsøg på at forny sit kald, men under et stort højskolemøde, der tager dogmatiske stridspunkter op, lider han sit sidste og sindsformørkende nederlag – som kort efter fører til hans død. Da bogen næsten er færdig skriver Pontoppidan til Philipsen:
PONTOPPIDAN:
Jeg håber nu, at vi begge skal få lidt Fornøjelse af Bogen. Jeg selv har haft Glæde af at skrive den og lidt af Forfatterens Glæde meddeler sig vel altid selv til den vrangvilligste Læser. Men forøvrig er jeg nu også tilfreds med at kunne forlade den Verden, hvori Bogens Personer bevæger sig. På en Måde har det været et højst utaknemligt Arbejde at skildre vor Højskolebevægelse, der for op med Løvemod og faldt sammen med fåreagtig Forknyttelse. Nå, det er da heller ikke denne Del men det perspektiviske i Fortællingen, der har interesseret mig. Men Stoffet har været for tungt og er derfor ofte blevet uigennemsigtigt.
FORTÆLLEREN:
Dommens Dag udkom i november 1895 og med den sluttede samarbejdet med Gustav Philipsen. Hans yngre bror var nylig død – og da Gustav Philipsen siden 1886 havde deltaget aktivt i politik, fra 1893 som borgerrepræsentant – og egentlig kun nødtvungent havde beskæftiget sig med forlagsvirksomheden, tog han nu mod tilbudet om at overdrage sit forlag til det nystiftede aktieselskab Ernst Bojesens Nordiske Forlag. Overdragelsen fandt sted ved årsskiftet og "Nyårsaften 1895" skrev Pontoppidan til Philipsen som svar på et brev, der ikke er bevaret:
PONTOPPIDAN:
Nyårsaften 95
Kære Hr. Philipsen!
Tak for Deres venlige Afskedshilsen, den gjorde mig vemodig. Og lad så nu også mig i Årets sidste Time sige Dem Tak for disse År, jeg har al Grund dertil. Jeg burde måske nok vente dermed indtil på Søndag, når vi samles hos Dem, – men jeg er ikke Taler; hvad jeg har på Hjærtet, må jeg have frem gennem Pennen. Jeg vilde da ellers sige, at jeg betragter det som det store Held på min literære Løbebane, at jeg i sin Tid kom i Forbindelse med Dem og Deres Broder. Mit Mod var den Gang nær Nulpunktet, jeg havde oftest mest Lyst til at opgive det Hele, og min daværende Forlægger var just ikke af dem, der opfordrede mig til at fortsætte. Aldrig var han gladere ved mig, end når jeg Intet skrev, og han havde udtrykkelig betinget sig, at mine Bøgers Størrelse ikke overgik 15 Ark. Jeg bebrejder ham det på ingen Måde, han havde intet Håb om, at det nogensinde skulde blive anderledes. Det var Deres Tro på mine Evner, der fik Betydning for mig, både ved at opildne mig selv og ved at smitte Publikum. For i den Henseende lader Publikum sig let påvirke, det er egentlig ganske fintmærkende overfor den Sejrssikkerhed – eller Modløshed – hvormed en Bog udgives (og Reklamer gør i Grunden i så Henseende ingen Forskjel). Det er for denne Tillid til mig, jeg først og fremmest er Dem taknemlig og for den Tålmodighed, hvormed De i mine vanskelige År biede på mig. Den Tryghedsfølelse, hvorunder jeg i disse År har arbejdet, får jeg neppe nogensinde igen. Men mister jeg Dem nu som Forlægger, håber jeg dog at beholde Deres Venskab. Vi mangler jo heller ikke i Fremtiden Forbindelsesled, og Forretninger er jo ikke [en] Gang altid det bedste Bindemiddel. Så ønsker jeg Dem da nu alt godt på Deres nye Bane, hvad enten den nu fører Dem til Ministertaburetten eller til en Rentiers stille Tilværelse mellem Bøger og Malerier. Og endnu en Gang; Tak for Alt, både fra mig selv og min Hustru.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
