Henrik Pontoppidan til Anna Nielsen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 2. marts 1929

overskære følenerven

 
2 Marts 29.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Frk. Anna Nielsen!

Med stor Glæde modtog og læste jeg Deres Brev. Først og fremmest naturligvis på Grund af det gode Budskab, det bragte; men også fordi De havde tænkt så venligt på mig. De har Ret i, at fælles Lidelse, uvilkårlig skaber Sympati og Forståelse mellem Mennesker, som iøvrigt måske slet ikke kender hinanden. Derfor kan jeg også dele Deres Glæde over Helbredelsen, som om De hørte til mine Nærmeste.

2 Allerede gennem min Datter, Fru Krause1, havde jeg hørt om Operationen og dens heldige Udfald. De mange Lykønskninger, jeg den Gang sendte Dem i Tankerne, gentager jeg nu her. Den Følelse af lykkelig Befrielse, hvormed De nu er vågnet op til nyt Liv, kender også jeg en Smule til fra de Gange, jeg af Prof. Kjærgård har fået Alkohol-Indsprøjtninger med gunstigt Resultat. På Dem havde den Art Indgreb jo ingen Virkning, og det kan De kun være glad ved nu. Nogen varig Bedring giver den Behandlingsmåde jo ikke. Man må stadig underkaste sig den påny uden Sikkerhed for, 3 at der opnåes et Resultat. Jeg er derfor glad ved at vide, at også jeg måske – trods min Alder – kan blive hjulpet, når jeg vil rejse til Horsens.

Måtte nu Livet i Fremtiden forme sig rigtig lyst og lykkeligt for Dem efter disse Trængselsår!

Deres ærbødige
H. Pontoppidan.


[Pontoppidans brev blev i 1988 afleveret til KB med nedenstående notat på en vedlagt seddel skrevet af fru Gunhild Termansen2.]

Henrik Pontoppidan led af trigeminus neuralgi, den samme sygdom som i flere år gjorde livet til et helvede for min søster, Anna Peters. Prof. Kjærgård måtte opgive at hjælpe hende, han bad hende rejse til Horsens, og lade sig operere af overlæge Sølling. På det tidspunkt blev den risikable operation kun udført af to kirurger i Norden: Den verdensberømte Olivecrona i Stockholm og overlæge Sølling. Min søster så helt bort fra faren ved indgrebet, for hendes tilstand var uudholdelig. Heldigvis gik operationen meget fint; 12 dage efter kunne hun rejse hjem – og var rask!! Gennem min fætter cand.polit. Hjalmar Gammelgård3 og hans kone, oversætteren og forfatterinden Harriet Brahm4, havde Pontoppidans datter, fru Krause, vidst, hvor alvorligt min søsters sygdom havde udviklet sig, og da hun hørte om hendes helbredelse, bad hun dem om at formå Anna til at skrive til hendes far, og fortælle ham om hele forløbet i Horsens. Det gjorde hun naturligvis gerne. Derfor dette svar fra Henrik Pontoppidan. (Operationen bestod i at åbne kraniet og overskære følenerven til den syge kind.) – Nogle venner opfordrede min søster til at overlade brevet til Rigsarkivet, – det vilde hun ikke, men før sin død bad hun mig gøre det. Personlig tror jeg ikke, at det har interesse, da Pontoppidan-forskere sikkert ved alt om hans smertefulde sygdom. Men naturligvis gør jeg min pligt. – Hvis brevet ikke har interesse, vil jeg gerne beholde det.

Venligst, Gunhild Termansen

 
[1] Fru Krause: Johanne Elisabeth Pontoppidan var gift med Richard Krause, politifuldmægtig i Esbjerg, pr. 11.10.1929 udnævnt til politimester i Horsens. tilbage
[2] Gunhild Termansen f. Nielsen, f. 8.12.1908 på Agerslyst i Gislev sogn, gift 6.12.1931 i Gislev med billedskærer Peder Bang Termansen (1901- ). tilbage
[3] Hjalmar Gammelgård: (1880-1956) forfatter, højskolelærer og fra 1930 forstander for Roskilde Højskole, som Th. Bredsdorffs enke i 1929 havde solgt til Arbejdernes Oplysningsforbund. Hj. Gammelgaard var søn af friskolelærer Ludvig G. i Gislev og kunstvæverske Berntine Hansen (en moster til Anna Nielsen). tilbage
[4] Harriet Brahm: (1880-1950) translatrice i engelsk, forfatter. Gift 1908 med Hjalmar Gammelgaard, separeret 1933. tilbage