Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 1. juni 1943

bag åbne Altandøre

1/6 43. Holmegårdsvej 2
Charlottenlund1

Kære Andersen-Nexø!

Vi er i Dag gået ind i Sommer-Kvartalet; men trods den strålende Sol har jeg endnu ikke været ude. Helt en Sygestue-Tilværelse fører jeg ganske vist ikke. En Timestid midt på Dagen sidder jeg gerne bag åbne Altandøre; men for mig, der altid har været en Vandrer, er dette en dårlig Erstatning. Det går også stadig tilbage med Kræfterne. Da jeg nylig havde et Besøg, mens 2 en af mine mange små Oldebørn var her, skal Barnet bagefter have ynket mig og sagt, at jeg nu hverken kunde høre eller se mere. Det er desværre sandt. Jeg har derfor heller ikke vovet at bede Dem og Deres Frue ved Lejlighed at se ind til mig. Jeg er vedblivende Invalid, og det vilde være Tidsspilde for Dem. Men vær overbevist om, at jeg føler det som et Savn.

Alt godt for Dem begge!

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Vedlagt konvolut adresseret til "Forfatteren / Hr. Martin Andersen-Nexø / Stenløse". Poststemplet "Charlottenlund 1 JUN 1943; 1500". tilbage