Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 3. januar 1943
Deres hengivne Muldvarp
3/1 43. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund |
Kære Nathansen!
Da jeg forleden kom hjem fra Bispebjerg Hospital, hvor jeg tilbragte Julen (dog ikke som Patient) havde jeg den Glæde at finde Deres gode Vennebrev. Tak for det! Fra min Datter vidste jeg jo, at hun havde mødt Dem og talt med Dem og glædet sig over, hvor rask De såe ud. Men hun har åbenbart ikke fortalt Dem Grunden til, at jeg må leve så isoleret som jeg gør. Det er virkelig ikke Hovmod eller humoristisk Menneskeforagt. Det skyldes ganske simpelt en plagsom Tunghørighed, der gør al virkelig Samtale umulig. En af mine søde små Datterdatterdøtre spurgte en Dag sin Mor: "Hvorfor råber I altid så højt, når I taler med Oldefar?" Da Moderen svarede, at jeg ikke hørte godt, sagde Barnet: "Kan han ikke høre? Han har da Ører som vi andre." Ja, det er Ulykken – Organerne har jeg stadig; men de fungerer ikke længer som de skal, og det gælder ikke alene Ørerne. Også 2 Synet kniber det med, og det kan i denne Krigstid, hvor alle taler om, hvad der har stået i Dagens Aviser, være lidt vanskeligt for den, der kun kan læse Overskrifterne. Jeg må underholde mig med mig selv, og det kan undertiden føles lidt fattigt i en så begivenhedsrig Tid som denne. Kunde jeg endda som gamle Damer have Selskab og Underholdning af en Kanariefugl, men dertil er jeg endnu ikke gammel nok.
Hvad Enden skal blive på den Katastrofe, vi lever i, bliver mere og mere en Gåde. Der tales fra begge Sider om Sejr. Som om det hele ikke er et bedrøveligt Nederlag for begge Parter og aldrig kan blive andet. Men derom er vi sikkert enige, og vi mødes i fælles Forhåbninger. Tak, kære Nathansen, for Deres Venskab, og vær overbevist om, at jeg gengælder det, selv om jeg ikke lader mig mærke dermed. Bring også Deres Hustru en Hilsen fra Deres
oprigtig hengivne Muldvarp
Henrik Pontoppidan
