Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 10. maj 1935

Krigens Rædsler hænger os over Hovedet

Kære Ven!

Som De formodentlig véd, havde jeg forleden et kort Besøg, nemlig af Fru Reumert, hvem jeg så længe ikke havde set. Hun kom endda med smukke Roser til mig, som jeg hele Ugen har haft Glæde af, også på den Måde, at de daglig har mindet mig om Besøget og hvad vi talte om i det Par små Timer, hun var her. Blandt andet fik jeg at vide, at De havde haft Fornøjelse af den Bog¹ om en Jødes Rejse til Palæstina, som jeg en Gang sendte Dem, og det skrev jeg mig bag Øret. Her lader jeg nu en anden Oversættelse følge i det Håb, at den også vil kunne underholde Dem. Bogen om Palæstina havde jeg ikke selv læst; jeg sendte den i Tillid til Titlens Forjættelser. Denne, der er oversat af mine Dattersønners Rektor, har jeg af den Grund gjort mig bekendt med, og ^den√ synes mig værd at læse, fordi den vistnok giver et ganske godt Billede af Nutidens borgerlige Tyskland. Det er ingen Digter, der her udfolder sig, men en Intelligens med et klogt Blik og hist og her gode Indfald. Jeg 2 tror, at den vil kunne interessere Dem.

Fru Reumert har måske også bragt Dem den Besked fra mig, at når jeg ikke har skrevet, er det mine Øjne, der vedblivende gør mig så mange Knuder. I Virkeligheden skriver jeg for det meste halvt i Blinde, og min Brevgæld vokser til min Fortvivlelse op over begge Ørene. Jeg håber jo stadig på at komme til at snakke mundtlig med Dem igen; men jeg synes at kunne forstå, at De endnu føler Dem for svag til at føre en længere Samtale eller blot en Ordveksling, der går synderligt ud over Goddag og Farvel. I Dag er Folk og Aviser fyldte med oprørsk Tale i Anledning med ^af√ den Frifindelsesdom, Nævningene har fældet i Leunbach²-Affæren. Det er Folket, der har talt, og hvad her er sagt, er der ikke egenlig Grund til at forarges over. Er det så ubegribeligt, at "Folket" vægrer sig ved at sætte Børn i en Verden som den nuværende, hvor Størsteparten kun har Udsigt til at skulle yderligere forøge Arbejdsløshedens triste, grå Skare, og hvor desuden den moderne Krigs Rædsler hænger os alle over Hovedet og holder os i evigvarende Skræk.

Vær nu på det bedste hilset, og hils også Deres Frue fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan.