Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 12. juni 1931

tænker på at skrive i Flensborg Avis igen

Holmegården 2.
12te Juni 31.

Kære og gode Ven!

Forinden De drager sydpå til Zionistkongres i Basel, må jeg sende Dem min Tak for Deres meget indholdsrige Brev. Det misstemmende Indtryk, De har fået af Tyskland, vel især af Berlin, overrasker mig ikke. Det svarer nogenlunde til det, jeg selv på Afstand har dannet mig af Tilstandene dernede. Som Tyskerne i 1870 gik over Gevind på Grund af Sejren, siden har de heller ikke kunnet bære Nederlaget med mandig Værdighed. Jeg glæder mig til en Gang selv at komme ned og se på Forholdene, dersom jeg nogensinde skulde komme så vidt på Benene, at jeg igen kan røre mig lidt i Verden. Det er vel tvivlsomt, men jeg lever i Haabet. 2 Dette lange Sengeleje har givet mig ungdommelige Flyvelyster. Det er nu snart 20 År siden, jeg var ude af Reden, så jeg har i den Henseende en Del tilgode.

Når De nu rejser til Basel, så bør De standse et Par Dage i Freiburg am Breisgau. Den synes mig Tysklands smukkeste By. Det var rigtignok dér, at Krudtet blev opfundet1; og det er jo et stygt Minde. Men Beliggenheden er vidunderlig, og Byen har en Domkirke af overvældende Skønhed. Hos en Bager på Hovedgaden køber man de verdensberømte Freiburger Salz-Bretzel, hvorom det i England siges, vel sagtens dog for Spøg, at den store Eksport af disse små Kringler var en af Årsagerne til Landets Deltagelse i Verdenskrigen.

Mine egne Planer for Sommeren ligger endnu i Svøb. Før til Avgust slipper jeg næppe ud af mine Stuer. 3 Godt var det, at jeg ikke straks forstod, at det vilde blive en så langvarig Historie. Jeg var da bristet af Utålmodighed. Dog, nu håber jeg snart at kunne nå så vidt, at jeg tør invitere Fru Reumert og hendes Børn herud til en Eftermiddagste. Jeg antager, at De endnu er her i Byen og ikke tager på Landet før Feriens Begyndelse. Vejret skal ikke friste til at forlade Byen. Det var smukt i Pinsen, men er nu koldt og blæsende.

Det er kedeligt, at jeg stadig må sende Dem ulæselige Blyantsbreve; men skønt jeg nu er oven Senge flere Timer daglig, kan jeg endnu ikke sidde rigtig oprejst, hvad man jo gerne skal kunne√ ved Brugen af Blæk og Pen. Jeg glæder mig til igen at komme til mit Skrivebord. De husker måske, at jeg var begyndt at skrive i "Flensborg Avis", og det Medarbejderskab tænker jeg på at genoptage. Jeg véd godt, at kun få læser det Blad. Men dets Holdere er til Gengæld alvorligt interesserede Mennesker, deriblandt en Del Præster, som 4 jeg naturligvis straks fik på Nakken, da jeg begyndte at skrive i Bladet.

Hils nu Fruen fra mig og sig hende (hvad hun dog måske i Forvejen véd), at hun ikke skal lade sig forskrække af, at Badekuren hidtil kun har forøget hendes Plager. Sådan er det altid i Begyndelsen af Kuren. Lindringen kommer først bagefter. – Og lev nu selv vel i det Fremmede, og vær hilset fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] opfundet krudtet: På Franziskaner Platz i Feiburg står en statue af munken Bertold Sehwarz, "som skal have opfundet Krudtet" (Salmonsen 2. udg. bd. VIII, s. 952). tilbage