Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 18. august 1929

tre Uger her uden Frk. Olsen


18.8.29.
Holmegårdsvej 2.
Ch.

Kære Nathansen!

Som De måske allerede véd, var jeg forleden i Helsingør, hvor jeg vilde have√ overnattet på Hotellet for derfra at gøre Udflugter i Omegenen, først og fremmest til Mørdrup. Imidlertid var Byen oversvømmet af Skolelærere fra Alverdens Lande, og der var ikke en Seng at opdrive. Jeg tog så hjem til mig selv, til min tomme Lejlighed, for at vende tilbage den næste Dag. Men om Natten blev jeg syg igen, endogså ret alvorligt, og jeg er nu nødt til at foretage mig noget fornuftigt for at komme på Fode. Ledsaget af min ældste Datter tager jeg 2 en lille Tid på Landet, helst til Sand og Strand. Dersom vi kan finde et fredeligt Sted ved Kysten, bliver vi borte et Par Uger. Min nye Husholderske kan jeg få omkring Midten af September, og forinden nytter det jo ikke at komme hjem. De tre Uger, jeg har levet her uden Frk. Olsen, har ikke været behagelige. Afstanden til mine Døtre er nemlig så stor, at jeg stadig må bruge Bil for at komme hen til dem, og derfor har jeg altfor ofte skulket fra Måltiderne og nøjedes med en Kop Te, som jeg selv kan lave. Men det går ikke i Længden at leve på kinesisk. Det har hævnet sig.

Jeg håber, at både De og Deres Genboer endnu er i Mørdrup, når jeg kommer tilbage. Jeg sender Hilsner til alle.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.