Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Overgaden neden Vandet. 22. januar 1921
er i godt Humør og arbejder med Lyst
22.1.21. |
Overgaden n. Vandet C. |
Kære Nathansen!
Jeg har jo mærket, at Afstanden fra Kristianshavn til Fr. VI Alle (og omvendt) er større, end jeg havde tænkt mig. Men jeg har tidligere gjort den Erfaring, at man aldrig er hinanden fjernere, end når man bor i samme store By og ikke netop er Naboer. Og nu rejser De bort for at blive os alle kvit! Dertil kan jeg kun lykønske Dem, skønt jeg jo derved mister mit sidste Håb om snart at træffe Dem igen. Men at det er for Deres Helbreds Skyld, De må rejse, bedrøver mig. Dog, De vil sikkert få den Oplivelse, som De 2 søger, og vende forfrisket tilbage. Mod Nedtrykthed kan det være en god Kur at bevæge sig mellem Mennesker, på hvis Skuldre der er lagt endnu tungere Byrder, og den Slags Folk vil De jo sikkert møde i tusindvis i Tyskland.
Jeg er forresten også selv stærkt plaget af min gamle Dårlighed og har været det i Måneder. Ude på Rigshospitalet står Professor Schaldemose og venter på mig med Kniven i Hånden. Men da det denne Gang, så vidt jeg forstår, vil komme til at dreje sig om en Opflænsning af hele Ansigtets højre Side, trykker jeg mig jo lidt. Legemlige Lidelser er heller ikke de værste. På en mærkelig Måde bevarer de Sindet friskt, og skønt jeg virkelig har mange fæle Øjeblikke, er jeg i ganske godt Humør og 3 arbejder med Lyst. Jeg vil dog ikke derfor ønske Dem nogen Slags Inflammation på Halsen. Jeg vil blot i al Almindelighed ønske Dem et godt Udbytte af Deres Rejse, først og fremmest en lykkelig Overvindelse af den Selvlede, De skriver om, og som vi jo allesammen lider mere og mindre under. Når den overfaldt Fortidens Herremænd, kastede De sig på Ryggen af en Hest og galloperede på Jagt, styrtede sig i Farer, fældede Vildsvin, Ulve og Ræve, og vendte jublende tilbage. Vi må spidse vore Penne og gøre lige så!
På godt Gensyn, kære Nathansen! Og tag Helsen, også på Deres Frues Vegne, fra min Kone og
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
