Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 16. juli 1924
min Invaliditet bleven komplet
16.7.24. |
Overg. n. V. 15. København C. |
Kære gamle Ven!
Ja, det var trist, at jeg måtte afslå den elskværdige Indbydelse til Stockholmer-Mødet. Og heller ikke til Varberg kan jeg komme – af samme sørgelige Grund. Du plejede i sin Tid at sige om mig, at jeg dukkede op, når og hvor man mindst ventede mig. Nu kommer jeg ikke en Gang, når der kaldes på mig. Jeg er overhovedet ikke mere i Stand til at bevæge mig ude blandt Folk; min Invaliditet er i det sidste halve År bleven komplet. Døv har jeg jo længe været. Nu er jeg også bleven stum, idet jeg 2 ikke kan tale for Smerter i Kæbeleddet. Det er da ikke så meget selve Rejsen, der holder mig tilbage, heller ikke den svenske Valutas formidable Højde i Forhold til den danske, men derimod Overbevisningen om, at ingen af os under disse Forhold kunde få rigtig√ Glæde af Samværet. Skønt jeg ellers ikke fejler noget og endda er lettere til Bens end de fleste i min Alder, må jeg leve i fuldkommen Ro, da ofte den allersvageste Bevægelse kan fremkalde de heftigste Smerter – ligesom ved Podagra!
Det glæder mig at vide, at du har det godt og trives vel i din "stuga". Det er velsagtens en af disse hyggelige rødmalede Hytter med hvide Viduesrammer, 3 som jeg kender så godt fra Småland og Skåne. Jeg ser dig sidde i "Tamburen" med en Kaffefrokost og dit Ramløsavatten. Skål! Jeg gjorde dig gerne Selskab, både til Frokosten og hele den lange Sommerdag, og jeg skulde bjæffe og bide som i gamle Dage, havde jeg bare ikke den forbandede Mundkurv på!
Vil du hilse din Hustru fra os, når hun kommer. Vær selv takket for dit Vennebrev, og tag hjertelige Hilsner fra os begge
Din hengivne
Henrik Pontoppidan.
