Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Svendborg. 22. november 1917

arbejde hjælper godt

f.T. Svendborg.
22.11.17.

Kære gamle Ven!

Så fik jeg dog Held med det lille Stikbrev, jeg sendte efter dig gennem "Dagens Nyheter". Fru Brandell kendte ikke dit Opholdssted, så jeg kunde ikke ad den Vej sende dig en Hilsen. Synet af din Håndskrift gjorde mig meget glad, da jeg forleden kom hjem og fandt dit Brev på mit Bord, og dersom jeg ikke pludselig var bleven indhvirvlet i en mægtig Korrespondance, skulde du nok have fået et ordenlig Svarbrev. Nu 2 tvinger Nøden mig til at være "lakonisk" – på min Façon. (Senere Tilføjelse)

Med hvilke Følelser jeg modtog den halverede Nobelpris, veed du altså omtrentlig fra "Dagens Nyheter"; og fra samme Kilder kender du Grunden til, at jeg midlertidigt har lukket mit Hjem og hospiteres ude i Provinsen. Vore huslige Forhold er med andre Ord akkurat vendt om, siden vi for c. to År siden mødtes i Tyringe. Nu sidder du igen med Foden under eget Bord – hvortil jeg af Hjertet lykønsker dig! – mens jeg er Vagabond og på Grund af vor 3 Kul- og Petroleumsnød halvvejs må tigge mig Husly til. I København er alt optaget af Emigranter fra Rusland eller Tyskland, og Prisen på et Par møblerede Værelser kan få det til at svimle – selv for en Nobelpristager.

Det gør mig ondt at høre, at du stadig ikke er "kry" og endnu ikke ret kan begynde på Arbejdet igen; men det anede mig, da du var så tavs. Men jeg er overbevist om, at du kommer over denne Krise med genfødt Livskraft og Livsmod. Din Håndskrift er endnu fast og stejl som i gamle Dage, og også af den Grund glædede det mig så meget at se den igen. Men drøje 4 År har du gennemgået, kære Ven, og du må tro, at jeg ofte har tænkt på dig med min inderligste Deltagelse. Jeg har selv haft en meget vanskelig Tid, der ofte har knuget mig. Men jeg har dog kunnet arbejde trods alle private og offenlige Ulykker, og det hjælper godt. Jeg har fuldført en stor Bog "De Dødes Rige", hvad du måske har set. Med Vilje har jeg ikke sendt dig den, dels fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulde sende den hen, mest dog, fordi det er en trist og tung Bog, som ikke kunde være dig til nogen Oplivelse. Nu vil jeg dog sende dig den, når jeg kommer til København og kan få fat i et Ekpl.

Rimeligvis rejser jeg dertil en af 5 Dagene for at sige Farvel til min yngste Søn, der skal rejse til Brasilien, og for samtidig at√ se til min Hustru og mine andre Børn (og mine tre Børnebørn). Min Søn har fået Ansættelse ved et nyoprettet, stort Kompagni, der har opkøbt store Skov- og Mosearealer ved Rio. Han er kun 21 År, så du kan nok forstå, at både min Hustru og jeg er ikke så lidt bekymrede. Men han er stor og stærk, så han klarer sig forhåbenlig, skønt han er en Vovehals. Min Hustru ligger ikke til Sengs men færdes ude, dog kun indenfor Hospitalets Område. Hun gennemgår en Kur derinde for sit Hjerteonde (Kulsyre-Bade), og har det nu ganske godt. Men i de 6 første Måneder slipper hun ikke ud.

Vær nu så god at bringe din Frue en hjertelig Hilsen fra mig med Tak for Deltagelsen i min Glæde over den store, svenske Gave. Skulde jeg komme til Stockholm for at modtage den – for så vidt den højtidelige Uddeling virkelig skulde blive til noget denne Gang, hvad vel er tvivlsomt – så kommer jeg til Råsunda. Vær vis på det!

Din hengivne Ven
Henrik Pontoppidan.