Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Hillerød. 11. juni 1907
sørgmodig og ærgerlig
Frederiksborg
[tirsdag] 11t Juni 1907.
Kære, gamle Ven!
Jeg kan ikke beskrive dig, hvor skuffet jeg blev, da jeg i Søndags, efter at have fulgt min Dreng til København (hvad jeg nødvendigt måtte), ikke traf dig her. Jeg havde undervejs telegraferet til min Hustru om at holde på dig med Jernkløer. Det faldt mig ikke ind, at du ikke vilde gå herop. Som jeg sagde til dig, kom jeg tilbage med første Tog. Vi ventede dig hele Dagen og telefonerede til Hotel Grand (Sørensen), hvor du før har boet. Den næste Dag satte jeg mig i telefonisk Forbindelse med din Forlægger, V. Pio; du havde da lige været dér; men de vidste intet der om din 2 Adresse og mente, at du vilde rejse med et Middagstog. Og så har både du og din Hustru endnu igår Aftes været i København!
Dersom du vidste, hvor ofte jeg har længtes efter at gense jer begge, hvor uendelig meget jeg har at spørge om, så vilde du forstå og tilgive, at jeg nu er både sørgmodig og ærgerlig. Intet Besøg vilde have været mig kærere, og så er jeg√ gået glip af det – måske på Grund af egen Dumhed og Malkonduite. Jeg bildte mig nemlig ind, at du kom hertil som andres Gæst, at du med andre Ord var sammen med de engelske Journalister1, og dette forvirrede mig, som jeg jo naturligvis i det hele var himmelfalden over at se dig.
Dobbelt ærgrer jeg mig, fordi her netop for Tiden er så smukt. Du vilde have haft Fornøjelse af at blive vist rigtig rundt her. – Men det skulde altså ikke være.
At begynde at skrive om alt det, 3 vi2 skulde have talt om, er frugtesløst. Derfor Punktum. Og Tavshed. Hvorlænge igen? – Nu er vi snart gamle begge to.
Bring din Hustru en ret hjertelig Hilsen fra os begge. Det har gjort os ondt at høre, at det var for Helbredets Skyld, hun har været borte. Var det i Tyskland? Dr. Lohmann? Jeg synes, jeg har hørt om et sådant Sanatorium ved Berlin.
Modtag selv Hilsen og Håndslag fra min Hustru og
din Ven
Henrik Pontoppidan