Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 20. februar 1930

Tidehvervs-mændene

Kære Niels Jeppesen!

Jeg er altid glad ved at få Brev fra Dem, ikke mindst når Brevet¹ også indeholder et Par af Deres Avisartikler, sådan som Deres sidste Breve har gjort. – De kan måske mene, at det da er mærkeligt, at jeg ikke er hurtigere til at takke for dem, især da jeg ikke (som De selv) har Dagene optaget af anstrengende Undervisning. Men jeg har dog for Tiden også et Pligtarbejde at passe, nemlig et Gennemsyn af en Del ældre Arbejder, der skal genoptrykkes, og det tager alle mine Formiddagstimer. 2 Så har jeg desuden fået en krum Højrehånd, hvad der vanskeliggør mig Brugen af den til Skrivning etc. Den kan kun blive rettet ud ved en Operation, og det synes jeg er at gøre for megen Stads af den nu i min Alder. – Hvad De har skrevet om den nye Romankonkurrence² er ganske, hvad også jeg føler og tænker om denne nye Smagløshed. Men så længe Forfatterne selv ikke undser sig ved at benytte ethvert nok så tarveligt Middel til at vække Sensation om deres private Personer og private Affærer, hvad kan man så vente af Forlæggerne. Jeg tænker f. Eks. på Fru Michaëlis og den Meddelelse til Offenligheden om hendes Beskytterrolle overfor en Tugthusfange, hvormed hun i disse Dage har fået Folk til at tale om hende³. Selve Artiklen har jeg ikke læst; men jeg kender Sagen fra hende selv, 3 véd altså fra bedste Kilde, hvad det drejer sig om. Jeg lagde ikke Skjul på min Mening om den; men hun begreb åbenbart slet ikke, hvad ^{det var,}√ der stødte mig ved den. Det er jo ikke alene i bogstavelig Forstand, at hun er skeløjet. Hun kan ikke se naturligt på sig selv. Hun vilde ellers forstå, at det hele Forhold er en – som Menneskekærlighed camoufleret – Selvforherligelse, at det ikke er Trangen til [at] være god mod et stakkels Menneske⁶, der har drevet hende i det, men Lysten til at gøre sig interessant i Folks (og i sine egne) Øjne, – i det hele et Hovedtræk i hendes Karakter. Dersom hun havde kunnet tænke sig, at ingen nogensinde vilde få noget at vide om hendes Velgerninger, – mon de^hun så nogensinde havde gjort Alvor af dem? Som sagt, jeg kender hende, og jeg tvivler om det. Hun er et oprindelig godt og kærligt Menneske, som Reklamesygen har ødelagt. – Ja, lad "Tidehvervsmændene", som De kalder dem, nu afløse os u-ordinerede 4 som Tidens Salt og Peber. Det tiltrænges.

Jeg ser i Aften i "Berlingske Tid", at jeg selv-femte er bleven Meddommer i den Historie-Konkurrence⁴, som Bladet har stillet på Benene med lidt overflødig Brask og Bram. Jeg har ikke Lov til at anstille mig overrasket, da jeg naturligvis har givet mit Tilsagn; men jeg troede, det drejede sig om en større Komité. Jeg savner i Særdeleshed Vilh. Andersen. Men han har velsagtens ikke villet være med. Jeg selv er, ærlig talt, heller ikke meget begejstret for Ideen, især ikke for den store Pengepræmie, der følger med. Men måske kan jeg bidrage til, at ^visse√ Bestræbelserne for så vidt muligt at udslette vore Krigsbedrifter ikke får Udtryk i Fremstillingen. Derfor er jeg gået med. Men ellers er jeg, som sagt, ikke begejstret for Tanken. Den næste Præmie-Opgave bliver vel at nedskrive hele Verdenshistorien på en Tommelfingernegl.

5 Det glæder mig, at De trods strengt Arbejde har det ganske godt og kan følge med i alt, hvad der sker i Verden (sådan som Deres Kroniker viser det). Angående den Erklæring, som Blomsterhandleren i Viborg har afkrævet Dem⁷, så har jeg netop fået Grunden til den oplyst af min egen Blomsterhandler i Charlottenlund, der er Medlem af Foreningen "Sig det med Blomster". Ved et Besøg i hans Butik skal jeg have spurgt ham, hvordan han fik at vide, at de Buketter, man bestilte gennem Foreningen, virkelig var kommen Vedkommende i Hænde. Heri så' han et Udtryk for Mistillid til ham, og han havde da straks sat sig i Bevægelse for at fremskaffe Beviser. Således blev også De ulejliget, hvad jeg altså ufrivilligt har foranlediget.

Jeg havde i Dag igen et Brev fra vores fælles Bekendt i "Villa Roma", Vejle⁵. Han er en flittig Korrespondent, og han rører mig ved sin Langmodighed, da jeg langt fra altid overkommer at svare ham. – Men nu er min 6 Hånd træt (hvad De vist også må kunne se på Skriften), og jeg slutter da med mange venlige Hilsner til hele Familjen.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i Acc 2001/65.