Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Svendborg. 14. august 1927

en Kærligheds Historie


14.8.27.
f.T. Svendborg.

Kære Niels Jeppesen!

Jeg har levet i et Håb, som nu er bristet. Jeg havde hørt, at De var på Rundrejse i Landet med Deres Frue og hele Familjen, at De forleden var i København og spiste Frokost hos Fru Marie Bregendahl. Jeg tænkte, at De så også nok vilde gæste Fyn, hvor Deres Frue så vidt jeg husker har Slægtninge, og jeg glædede mig derfor til en skøn Dag at se Dem dukke op her i Svendborg. Men i Overmorgen begynder Skolerne; De må altså senest i 2 Morgen være i Viborg, – med andre Ord: jeg får Dem ikke at se denne Sommer. Men jeg har hørt fra Dem, og det på en Måde, som jeg aldrig vil glemme. Gennem "Berlingske Tidende" sendte De mig på min Fødselsdag en Hilsen, hvis Skønhed og Inderlighed glædede og bevægede andre end mig. Jeg vilde gerne have takket Dem personlig, – i et Brev får man aldrig sagt alt, hvad man gerne vilde, især ikke, når man sidder i Brevskrivning til op over Ørene, sådan som jeg for Tiden gør. Desuden har jeg jo en ret stor Bog1 under Trykning. Men nu vil jeg, så godt jeg kan, bringe Dem min Tak både for det skønne Digt, hvormed De hædrede mig, og for 3 de andre Venskabsbeviser fra Dem og Deres Frue, der bidrog til at gøre Fødselsdagen til en virkelig Festdag for mig. Det havde oprindelig været min Hensigt at rejse bort den Dag, fordi min Kones Tilstand jo gjorde mig det umuligt at indbyde Gæster (hun ligger stadig på Hospitalet, mens jeg bor på Højskolehjemmet, hvor jeg velsagtens også får min Vinterbolig) – men da der så meldte sig et Par Deputationer, måtte jeg blive her, og det fik jeg ingen Grund til at beklage mig over. Det blev til et Par fornøjelige Timer i min Svigersøns og Datters smukke Hjem. Jeg savnede kun en og anden af mine nærmeste Venner, deriblandt Dem2.

Nu begynder De altså igen på Skolearbejdet. Jeg vil dog håbe, at der 4 levnes Dem Tid til oftere at anvende det klangfulde Versemål, som De brugte i Digtet til mig, og som synes at falde Dem særlig let i Pennen; – og Viborg venter på sin "Besynger".

De hører snart fra mig igen; i hvert Fald når jeg kan sende Dem min nye Bog, som vist forresten ikke vil være til Glæde for mange. Den foregår helt og holdent i København. Når det er blevet sagt, at den væsenlig√ er et Tids- og Samfundsbillede, er det ikke rigtigt. Det er et Par Menneskeskæbner der fortælles om; en Kærligheds Historie – om man vil. Hils nu Deres Hustru og Børn hjertelig fra min Kone og

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Bog: Mands Himmerig. tilbage
[2] NJ svarede 16.8.1927: "Digtet maatte for Resten ogsaa cirkulere lidt, inden det fandt Plads i "Berl. Tid", som ikke havde anmodet mig (saa lidt som andre Blade). Det undrer og glæder mig, at baade De og andre sætter Pris paa det. Men det har een Ejendommelighed. Det er 70 Linjer! […] var i Faaborg, Ringe, Nyborg, København […] Turde ikke gæste Dem, da jeg ved, at De og navnlig Deres Hustru behøver Ro. […] glæder mig til Deres nye Bog, om De har ridset Kiddes Profil i den; det stillede De mig en Gang i Udsigt. […] skrev for Resten en Artikel om Deres Værker i Viborg Stiftstidende." tilbage