Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 8. februar 1926
mærkes på Hukommelsen
8.2.26. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Niels Jeppesen!
Det var rigtig pænt af Dem, at De vilde sende mig lidt Underholdning, da jeg var syg; og jeg havde da også forlængst takket Dem for Brev1 og Avisartikler, dersom ikke et alvorligt Tilbagefald i min Kones Tilstand havde bragt mig ud af min Bane. Hun har været syg siden September, og jeg frygter ofte for, at hun aldrig skal blive rigtig rask mere.
De to Kroniker var mig til stor Oplivelse. Det er morsomt at se, hvor De udvikler Dem som Journalist. De synes at skrive Deres Artikler ret con 2 amore. Det polemiske i Deres Natur, der tidligere kunde få et lidt glædesløst Udtryk, udfolder sig nu som Kamplyst, smilende og frejdigt. De sidder åbenbart inde med mere Humor, end De rigtig selv har vidst af. Der er sikkert mere af den Blicherske Ånd i Dem, end i nogen af vore andre jyske Digtere fra den senere Tid; og derfor vil De rimeligvis også – ligesom han – vedblive at være en ensom Mand indenfor Faget.
Det gjorde mig ondt at se, at De har mistet en god Ven og Kollega, jeg en forstående Læser. At jeg har stået i Brevveksling med den afdøde Lektor, erindrer jeg mærkværdigt nok ikke. Jeg skriver ganske vist adskillige Breve mellem År og Dag og modtager heller 3 ikke så få; men at et Brev fra en Mand som Hans Hansen2 har kunnet gå mig af Minde forbavser mig alligevel og bedrøver mig også. Men man bliver gammel, og det mærkes vist i Almindelighed allerførst på Hukommelsen.
Når Lektortitlen lader vente på sig, betyder det vist ikke noget slemt. Nu skal den nye, kostbare Skolebygning velsagtens snart indvies, og så kommer den måske. Skade, at jeg ikke kender noget til Fru Nina Bang3. Ellers skulde jeg hviske Damen et lille Ord i Øret. Hun er vist nok noget egenrådig, men ikke upåvirkelig. Efter mit Kendskab til Dr. Bertelsen4 kan man vistnok sige det omvendte om ham.
De hjerteligste Hilsner herfra til Dem og Deres Frue
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
