Henrik Pontoppidan til Aage Hirschsprung
Sendt fra Fakse Ladeplads. 17. marts 1901
ægte og underholdende
| 17 Marts 1901. | Fakse Ladeplads. |
Kære Hr. Hirschsprung!
De har vist ventet på et Svar fra mig; men jeg har været syg og er først idag kommen oven Senge.
De veed, at jeg altid i√ Hr. Knudsen-Hjortø har set et afgjort Talent. Hans nye Bog1 er vel intet Mesterværk, end ikke noget meget betydelig Værk; men det er så ægte og – trods en overflødig Bredde, som han synes vanskeligt at kunne komme bort fra – så underholdende, at jeg i Deres Sted ikke vilde tilbagevise det.
Nogen Læsning for den store Hob vil Bogen vel aldrig kunne blive; men Hoben har jo Lekture nok i Forvejen, og vi Forstandige skal dog også engang imellem have en Bog at læse og glæde os over. – Jeg vilde dog ønske, 2 at Forfatteren havde taget noget kraftigere fat på sit Emne. Han kender øjensynlig sællandsk Bondeliv meget nøje. Gid han da omkring de prægtige Skikkelse Kamilla vilde have tegnet en hel Egn, en hel Landsby, givet os Billeder af dens Liv og Historie, skildret os den i brede Træk, i Fest- og Hverdagsdragt, dens Gilder og Sognedagsliv, dens Begravelser og Fastelavnsløjer. Jeg troer, at hans Talent netop ligger i den Retning. Hvad han i sin Bog har givet heraf, er lidt for spredt, kommer for tilfældigt og uden Forbindelse med Bogens Hovedhandling (f.Eks. Bondens lange Fortællinger om Kreaturhandlerne, Præsten o.s.v.)
Men det er jo altid en let Sag at ønske en Bog bedre end den er. Måske føler Knudsen-Hjortø slet ingen Lyst til at lade disse løse Skildringer danne Grundlaget for den store, fastbyggede Bonderoman (holdt udenfor Øjeblikkets politiske eller religiøse Røre), hvortil vor Literatur højlig trænger. Og i så Fald må vi jo nøjes med hans Brudstykker. – – –
Men jeg er dog endnu for meget af 3 et Influenza-Kadaver til at kunne udtrykke mig forståeligt.
Blot derfor disse Ord idag, fordi jeg ikke har villet lade Dem vente længer på Svar.
Venlig Hilsen. De ser mig vist snart.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
