Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Snekkersten. 11. maj 1917
Jeg har klippet Puddelen tæt
Snekkersten.
11.5.17.
Kære Hr. Direktør Hegel!
Jeg vilde gerne have været i Klareboderne idag for personlig at overbringe min Lykønskning i Anledning af Deres Bedstefaders Hundredeårs-Dag. Men jeg har nylig været ret slemt angrebet af Influenza og må udvise Forsigtighed. Overhovedet har jeg ikke været i Byen, siden jeg sidst var i Klareboderne.
Jeg har det smukkeste Minde om den Dag, da jeg første Gang talte med Deres Bedstefader i det lille Kontor ovre i Bagbygningen, der har været som en Skriftestol for hele den ældre Generation 2 af danske og norske Skribenter. Jeg veed ikke, om det er bleven bevaret i sin gamle Skikkelse; men det havde fortjent det.
Jeg mindes også et Besøg på Skovgård en Sommersøndag, hvor en lille Dreng ved Frokostbordet ikke opførte sig efter Forældrenes Ønske og derfor blev ført bort. Jeg får et forfærdende Indtryk af Alderdom, når jeg tænker på, at denne lille 3-4 årige Oprører nu er min Forlægger.
Det har taget noget længere Tid for mig med at ordne den nye Udgave af "De Dødes Rige", end jeg havde ventet. Men om en Ugestid vil Slutningen være i Trykkeriet. Jeg har klippet Puddelen så tæt, som jeg har ment at kunne forsvare det; men jeg tror ikke, den har tabt ved at komme under Saksen. Tværtimod.
Jeg beder Dem modtage en venlig Hilsen.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
