Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
25. april 1930

Åkjær blottet for Lidenskab

25.4.30.

Kære Hr. H.P.E. Hansen!

Jeg vilde forleden have skrevet til Dem i Anledning af Deres sidste venlige Breve; men i det samme nåede mig Meddelelsen mig√ om Åkjærs pludselige Død1, og den optog og bedrøvede mig, så jeg ikke fik noget Brev afsted. Ganske vist, jeg anså' ikke Åkjær for nogen betydelig Ånd, knap nok for√ en stor Digter. Han manglede Vingefang, var mærkelig blottet for Lidenskab. Hans Poesi er Hyrdepoesi, vemodig rørende, stundom gribende som i Digtet om Havren. Men han nøjedes med at være stor i det små. Dog, det bør han velmåske egenlig prises for i en Tid, hvor så mange tumler klodset med 2 store Problemer for at vise sig som Kraftkarle. På Talerstole og i Aviser gjorde han det ganske vist undertiden selv, men ikke i sin Digtning, hvor alt er ægte følt – ren√ og ærlig Tale. Godt, at han fik en så hurtig og blid Død, som han vel knap selv har mærket. En lykkelig Død på Højden af sit Ry, der var ham så meget værd2.

Men det var nu forresten noget helt andet, jeg skulde skrive til Dem om, nemlig om "Syndfloden", som jeg altså fejlagtig anså' for en Krigsbog. Efter hvad De nu fortæller mig om den, har jeg fået Blod på Tanden; og dersom De en Dag vil overlade mig den til Låns, vil jeg være Dem taknemlig derfor. Men jeg må forberede Dem på, at jeg er en lille Levealder om at læse så stor en Bog; og er den meget småt trykt (som mange tyske Bøger er 3 det) kan jeg overhovedet ikke læse den.

Min Bemærkning om Pastor Geismars Bog, at jeg i den mødte Martensens klare Ånd, var virkelig ment som en høj Anerkendelse3. Men for det kristne Menighedsliv herhjemme blevfik hverken han eller H.N. Clausen nær så stor Betydning som det store Vrøvlehoved Grundtvig, der – som jeg en Gang har skrevet om ham – var en af de brændende Tornebuske, hvorfra Gud taler til sit Folk4.

Jeg er glad ved, at De fulgte mit venskabelige Råd med Hensyn til Tilegnelsen5. Jeg er overbevist om, at det vil blive til√ Gavn for Bogen og Forståelsen af√ Deres Mening med den, der i Forvejen vist ikke er helt let√ at få fat på, så vidt jeg kan skønne efter Deres spredte Udtalelser om den. Jeg håber nu oprigtig, at De ikke har misforstået Grunden til min Henvendelse og ikke taget mig den ilde op.

Ja, andet har jeg ikke på Hjerte i Dag; jeg må desuden stadig tage Hensyn til min 4 krumme Hånd, som jeg ikke kan få rettet uden en ret alvorlig Operation; men jeg har nu så ofte ligget på Operationsbordet, at jeg ikke uden tvingende Grunde lader mig slæbe dertil igen.

Som sagt: vær nu ikke vred på mig6. Jeg er og bliver Dem taknemlig for den Opmærksomhed, De havde tiltænkt mig, og som ikke taber i Værdi for mig, fordi Offenligheden bliver holdt udenfor.

Lev nu vel, og vær venlig hilset.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Død: Jeppe Aakjær døde 22.4.1930 på Jenle, Grinderslev sogn. tilbage
[2] Hansen skrev 26.4.1930: "Ja, – igaar talte Buchholtz saa over Vennen Aakjær – han ser ikke Begrænsningen. – For De har nemlig Ret. Aakjærs Menneskelighed var yderst begrænset. tilbage
[3] Hansen skrev 22.4.1930 at Geismar ikke ville vedkende sig at være "i Martensens Aand" – det udtryk Pontoppidan i forrige brev havde brugt om Geismars bog. tilbage
[4] skrevet om ham: en pontoppidansk kilde til anvendelsen af denne metafor kan ikke påvises. tilbage
[5] Tilegnelsen: Hansen skrev 19.4.1930: "Jeg giver mit Forlag Besked om at slette Tilegnelsen, da det jo kan misforstaaes […] Saa gemmer jeg Glæden over at tilegne Dem en Bog til Romanen. […] Det er ikke min Mening, at De er Johs. V.s Antipode; men jeg konstaterer i min Afhandling, at Deres Værk rager truende ind over hans […] kunde fristes til at sige, at det er en Kompliment til ham, at jeg tiltænkte en Tilegnelse til Dem. tilbage
[6] Hansen svarede herpå 26.4.1930: "Tak for Deres Brev. Selvfølgelig kan jeg ikke blive "vred" paa Dem […] nu er den Sag altsaa skrinlagt! tilbage