Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 24. marts 1930
Fuskerværk
24.3.30 |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
Jeg havde netop sendt den lille Bodil en Hilsen1, da jeg i Dag modtog Deres sidste Brev. Jeg har – som De – været syg i nogen Tid, har ligget i Sengen med en Brystforkølelse, der et Øjeblik truede med at ville gå over til Lungebetændelse; men nu ser det ud til, at jeg skal klare mig. Jeg er i hvert Fald nu oppe, har endog været lidt ude i Middagssolen. – Det morede mig at læse om Deres unge Husassistents molboagtige Sjæleliv; men det er iøvrigt mærkeligt (og sørgeligt) at se, hvor stærkt et Tag den 2 moderne Udvikling i de sidste ti-tyve År havdehar fået også√ i den kvindelige Landsbyungdom. Fra en Egn i Nærheden af Bryrup, hvor min Kone og jeg havde tilbragt Sommeren, (altså på Hedegrænsen) hjembragte vi for nogle År siden2√ en flink og rar Tjenestepige, som – skønt 25-27 År gammel – aldrig havde været i København, overhovedet aldrig udenfor Jylland. Hun kom til os fra Stiftsprovsten i Ribe, og vi var meget tilfredse med hende. Men hun var en lidenskabelig Tobaksryger, brugte næsten hele sin ret høje Løn til at købe Cigaretter og Cigarer for; desuden betroede hun ofte min Kone, at hun gerne vilde giftes, men hun vilde absolut ingen Børn have. Nu var hun en stor, smuk og velskabt Pige, netop vel egnet til at sætte en halv Snes sunde danske Drenge og Piger i Verden. Men nej! Det Besvær vilde hun ikke have! – Dette i mange Henseender så udmærkede Pigebarn, der aldrig havde været 3 udenfor sin Hjemegn, betragtede altså√ Livet fra samme Standpunkt som en af vore mest moderne Hovedstadsdamer, havde med andre [ord] sprunget et Par Kulturtrin over, – og det just de Kulturtrin, hvor et Menneske, og da især en Kvinde, er nogetmest værd for Land og Rige.
De nævner i Deres Brev Fru Michaëlis og hendes sidste Bog3. Jeg har ikke læst den; men hun er også én af dem, der – til Skade for sig selv – har sprunget et Kulturtrin over. For at citere mig selv: "Også vort indre Menneske har en lovbestemt Drægtighedstid, som tålmodigt må gåes tilende, dersom der ikke skal komme Misfødsler og Fuskerværk ud af det."4 Netop Fru M. er med al sin Begavelse et sådant Fuskerværk.
Men lad mig nu ikke glemme, hvad jeg først og fremmest må svare på, inden min (stadig lige krumme) Hånd gør Strejke. De spørger mig, om De må tilegne5 mig Deres nye Bog om Johannes V. Jensen. Jeg er selvfølgelig 4 meget glad for, at De vil vise mig den Ære; men vilde det alligevel ikke være lidt uheldigt at benytte netop denne Lejlighed? Det kunde vist√ let blive opfattet som en lille Ondskabsfuldhed mod Johannes Jensen, og dertil vil jeg jo ikke så gerne være Anledningen. Men ser De anderledes på Sagen – eller er min Frygt måske ganske ugrundet (jeg kender jo ikke Bogen) – så gør Dem ingen Skrupler for min Skyld.
Nu må De se at blive rigtig rask og glad, så De kan nyde Sommeren, når den kommer. Jeg selv er tosset nok til at håbe på rigtig megen Glæde af den. Et Forårsvejr, som det vi har haft i Dag, gør sangvinsk. Jeg har sagt til mig selv: det er måske den sidste Sommer, du kommer til at opleve6, – derfor skal den nydes til Bunds. Og det vil for mit Vedkommende sige: med Stav i Hånd.
Tak for Deres Breve, og vær hjertelig hilset fra Deres "Brevven"
H. Pontoppidan.
