Henrik Pontoppidan til Richardt Gandrup
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 6. januar 1927
Åkjær bleven Biblioteksmøl
6.1.27. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Hr. Rich. Gandrup!
Jeg husker ikke, om jeg fik takket Dem straks, da jeg i Efteråret modtog Deres Bog1. Det kan i hvert Fald kun have været med et Par Linjer, idet jeg den Gang ikke havde Tanke for stort andet end min Kones alvorlige Sygdom og derfor lagde Bogen ulæst hen indtil bedre Tider.
Jeg mente desuden, at Størsteparten af Indholdet var mig bekendt fra "Politikens" Spalter, og den Formodning var jo heller ikke helt urigtig. Først nu, da min Kone er kommen hjem fra Hospitalet (skønt langtfra helbredet), har jeg fået 2 læst Deres redelige og ofte så kloge Betragtninger over Tiden og dens literære Frembringelser. At Bogen ikke så sjeldent har udæsket min Kritik, kan vist ikke forundre Dem. Men jeg vil ikke trættes med Dem. Jeg skriver kun for at forny min Tak for Tilsendelsen af Bogen og bringe Dem og Deres Frue en venlig Nytårshilsen herfra, ikke for at slå Potter på Deres Dør. Nylig fik jeg en Hilsen fra Dem gennem Søiberg, der havde besøgt Dem i Århus og fundet Dem og Deres Familje i bedste Velgående. Søiberg er i mine Øjne Tidens mærkeligste Skribent. Som Menneske – eller rettere i Omgang med Mennesker – har han vedblivende noget morsomt drengeagtigt over sig. Men som Digter vokser han fra Bog til Bog i 3 Mandighed og Styrke. Hvad der gør hans "Søkongen"2 så indtagende, er dens kraftige Naturalisme. Den minder mig√ i sin Havfriskhed om Michael Anchers Billeder fra hans bedste Tid. – Af Årets store Boghøst er iøvrigt det meste rullet min Dør forbi. Åkjærs lille Juleneg3 har jeg fået; men Blicher er nu nærmest et aftærsket Emne, og det er kun Åkjærs sønlige Følelser for den sørgmuntre Jægerpræst og Galfrans, hvem han i Virkeligheden har overmåde lidt Lighed med, der giver hans Meddelelser om ham Værd. De gamle Breve fra Randers-Købmænd o.a., som han har opstøvet og nylig offenliggjort i "Politiken", synes mig uden større Interesse; men Åkjær er med Årene bleven mere og mere af et Biblioteksmøl, der ernærer sig af gammelt 4 Papir.
Men jeg lader Pennen løbe√. Det var – som sagt – kun min Hensigt at sende Dem en Hilsen i det nye År og ønske Dem alt godt og ingen Sorger.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
