Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 12. oktober 1934
netop som jeg var allerbedst oplagt
12 Oktb. 34 |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
Jeg har under min langvarige Skeløjethed, der gjorde mig det umuligt at skrive, hele Tiden tænkt, at mit første egenhændigt skrevne Brev skulde være til Dem; og jeg vil nu forsøge, om jeg er i Stand til at bringe nogle Linjer på Papiret uden fremmed Hjælp. Meget let vil det vist ikke blive, for jeg har et sort Brilleglas for det ene Øje og ser kun dårligt med det andet. Det har i det hele været en ret vanskelig Tid for mig, da jeg jo heller ikke har kunnet læse; men heldigvis har min Datter fra Horsens og hendes Mand været her og forkortet den daglange Ørkesløshed for mig. Også min Radio har været mig en god Hjælper til at få Has på Tiden. Jeg har gennem den såkaldte Radioavis kunnet følge med i√ Verdensbegivenhederne, i hvert Fald i store Træk. Det gode, halvt sommerlige Vejr, vi længe har haft, har jeg også kunnet nyde godt af. Ved min Datters Arm har jeg hver Formiddag kunnet gå en lille Tur i de nærmeste 2 Omgivelser, og De véd, at de endnu er helt√ landlige.
Jeg havde forleden et lille Besøg af Vilh. Andersen, der på Tirsdag (d. 16d) bliver 70 År. Jeg er blandt Medindbyderne til en Fest for ham, hvortil der vistnok vil komme mange Mennesker. Jeg selv kan ikke være med naturligvis. Som jeg sagde til ham, da han var her, jeg kan ikke få mig selv til at møde op ved en sådan Lejlighed med grøn Øjenskærm og gult Armbind. I mit Sted kommer Else og hendes Mand og desuden Tove med til Festen, der sikkert vil blive morsom. Vilh. Andersen har jo selv en sjelden Evne til at sætte Liv i en Forsamling og udstråle Festlighed. Han har i Anledning af sit Jubilæum udgivet en Oversættelse, eller vel rettere Bearbejdelse, af Aristofanes' "Skyerne" og "Fuglene". Jeg glæder mig til at komme så vidt, at jeg kan læse den. Men mest glæder jeg mig unægtelig til at kunne genoptage mit eget Arbejde, der så pludseligt og skammeligt blev afbrudt, netop som jeg var allerbedst oplagt. Men dermed har det vistnok lange Udsigter. Jeg skal ikke alene have det normale Syn men også de tabte Kræfter igen, før det lønner sig at forsøge på at tage fat, hvor jeg for snart 2 Måneder 3 siden måtte slippe Arbejdet.
Lev nu vel i de tilbageværende 3 Måneder af Deres 89 År og hold Dem frisk, så De den 11 December kan have Kræfter til de Anstrengelser, som en Jubilar ikke slipper for, dersom han ikke kan rejse bort, og det gør De vist ikke. Det er mit Håb, at også jeg kan være blandt Gratulanterne, der den Dag vil oversvømme Reberbanen.
De bedtse Hilsner, også til Frk. Pansch.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.