Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 10. april 1932
de religiøse Betragtninger giver den Værdi
10d April 32 |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Galschiøt!
Ja, nu er Den brændende Busk også for mig bleven grå Aske, og nogen himmelsk Røst har der ikke lydt for mig under Læsningen. Og dog er det de religiøse Betragtninger i Bogen, der giver den Værdi i mine Øjne, mens den som Roman betragtet er såre middelmådig. Og selv disse Betragtninger, der giver sig ud for at være Hovedpersonens på hans Vej til Damaskus, er som skrevne ud af katolske Propagandabøger, ikke selvtænkte hverken af Hr. Paul eller Forfatterinden. I det sidste tager jeg måske fejl; for der√ er jo ingen Tvivl om, at hun selv er oprigtig greben af sit Emne; hun vilde ellers ikke have holdt ud at skrive disse tusinde Sider om en så besværlig religiøs Tang-Forløsning. Og endda tror jeg (som De), at der må komme en Fortsættelse. Hun har vist i det hele vanskeligt ved at afslutte et 2 Arbejde og gøre det til en Helhed. Med alt dette er jeg glad ved, at De gjorde mig opmærksom på Bogen og gav mig Lejlighed til at læse den. Med alle sine Svagheder hæver den sig dog over det meste af, hvad der skrives i Øjeblikket herhjemme.
Samtidig med at tilbagesende Dem Bogen sender jeg Dem et lille personalhistorisk Værk1, som jeg tror De vil have Fornøjelse af. Det er af en hel anden Støbning og fra en anden Tid, da religiøse Spørgsmål og i Grunden hele Livet blev taget på en meget overlegen Måde og med et Humør, som vi nu har lidt svært ved at få til at glide ned uden Protest. Men snurrige er jo de to gamle Venner Tham og Sergel, af hvilke den sidste vist forøvrigt både endte og begyndte som fortvivlet Melankoliker.
Tre Numre af "Flensborg Avis" følger også med til Adspredelse i en ledig Stund.
Jeg skrev vistnok til Dem i mit sidste Brev om den Ekstra-Fortjeneste, jeg havde haft på Grund af de danske Penges nuværende Kurs. Den Gevinst blev mig pr. omgående berøvet af vort langfingrede Ministerium, der kappede 10% (750 Kr) af min såkaldte "livsvarige Hædersgave". Men det var altså i dette Tilfælde kun retfærdigt.
Jeg er stadig noget plaget af Galdestenssmerter, og egenlig burde jeg vel lægge mig ind på et Hospital til fornyet Opsprætning. Men jeg gør det ikke. Livet har ikke så stor Værdi for mig, at jeg for at bevare det vil tage den Tørn endnu en Gang; og når jeg holder mig i Ro ɔ: ikke gør stærke eller hurtige Bevægelser, er Tilværelsen foreløbig til at holde ud uden Morfin eller andre Bedøvelsesmidler.
Nathansen har jeg ikke set noget til, siden han besøgte Dem i Påsken. Jeg antager, han har travlt med at flytte.
Ja, så blot en hjertelig Hilsen
Deres hengivne
H. Pontoppidan
