Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 12. juni 1931
store Partier det rene Opspind
| Holmegårdsvej 2. Charl. Telefon: Ordrup 2766. |
12te Juni 31. |
Kære Galschiøt!
Det er kedeligt, at jeg vedblivende skal plage Deres Øjne med min utydelige Blyantsskrift; men skønt jeg nu er oppe 5 – 6 Timer om Dagen, kan jeg endnu ikke indtage den Stilling, der er nødvendig for at skrive med Pen og Blæk. Lænden er for stiv, Rygmusklerne for svage. Derfor kan jeg stadig ikke heller kvittere Sygeplejersken, hvad jeg inderlig længes efter. Men før det kan ske, må jeg kunne klæde mig selv på og af og dermed har det lange Udsigter. Derimod går jeg helt flinkt på begge Ben nu, og kan vistnok snart smide Krykkerne og nøjes med to Stokke. Jeg véd ikke, om det kan skyldes min ulæselige Skrift, eller at√ jeg har udtrykt mig kluntet, at De har misforstået mine Ytringer om Memoirer. Jeg er så langt fra nogen Modstander af den 2 Slags Literatur, at jeg tværtimod foretrækker den for Størsteparten af den såkaldte "Skønliteratur". De véd jo også, at Deres egne Erindringsbøger har været (og stadig er) mig en meget kær Læsning, og at√ jeg kun ønsker, at De vil fortsætte Deres Skildringer, som ikke alene har været til Glæde for mig men for mange andre. Hvad jeg mente var bare dette, at man under Læsningen af et Menneskes "Erindringer" må føle sig forvisset om, at det er et Stykke historisk Virkelighed, man lærer at kende. Herpå beror dens Charme. Såsnart man får en Mistanke om, at Forfatteren giver sig til at pynte på Tingene ved frie Opfindelser, bliver Læserens Fordring til ham en helt anden. Eleonore Kristines Jammersminde, som De nævner, virker jo ikke mindst ved sin Tilforladelighed, som gør hendes egen√ Skikkelse så vidunderlig levende, og også Omgivelserne, hele Miljøet, afspejles så trofast. "Dichtung und 3 Wahrheit", som De også henviser til, er jo en Titel, hvormed Goethe på Forhånd har villet√ angive det Synspunkt, hvorfra den hele Levnedsskildring skal ses. Med god Grund reserverer han sig udtrykkelig imod, at man opfatter den som Historie. Store Partier af Bogen er jo også (som nu bestemt√ vides) det rene Opspind, og jeg skal ikke nægte, at det ofte har generet mig under Læsningen, hvad sikkert også have været Tilfældet med adskillige af hans Samtidige, der har følt, at nu var han ude at svømme, nu "digtede" han – skuffende godt.
Jeg siger Dem mange Tak for de tilsendte Artikler om engelske Pressemænd. Denne Hr. Northcliff og hans Broder er jo Magen til vor egen Henrik Cavling & Broder (Frejlif) i Kæmpeformat. Men også af andre Grunde læste jeg Artiklerne med Interesse. Det er et Stykke rigtig Tidshistorie, de giver et Indblik i. Når De har sendt mig dem som Modgift mod den megen katolske Literatur, jeg i den senere Tid har beskæftiget 4 mig med, må jeg dog sige, at de i den Retning ingen Virkning har haft, hvad nu virkelig heller ikke var nødvendigt. Men den franske Helgeninde-Bog, som jeg omtalte for Dem, har givet mig et Indblik i katolsk Psyke og moderne Klosterliv, som jeg nødig vilde undvære. Men jeg foruroliges af den Udbredelse, Katolicismen får her i Landet. Vi har nu 20,000, mens Norge kun har 3000 og Sverige endnu færre, takket være svensk Lov, der forbyder at gå over til et fremmed Religionssamfund før det fyldte 21de År.
Men nu skal jeg ikke plage Deres Øjne mere. De har Plager nok med Deres Hånd, som så langsomt læges. Mon De stadig går med Armen i Bind? Det er lidt farligt, da den let bliver stiv deraf. Men De har forhåbenlig en erfaren Læge.
Jeg lever f. T. meget stille og ser kun få. De fleste af mine Bekendte er bortrejste eller flyttede på Landet. Else er i Horsens i disse Dage, og Einar (der forleden mistede en 34-årig Broder) har som sædvanlig flyvende travlt. – Lev så vel!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
