Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden n. V. 15. 10. april 1927
funderer på et Par nye Bøger
10de April 27. |
Overg. n. V. 15. København K. |
Kære Galschiøt!
Siden vi sidst såes, har jeg været en plaget Mand. Det er min gamle Mare, der har redet mig så ubarmhjertigt, at jeg har måttet ty til Pantopon1 (Morfin), Medinal2, Aconitin3 og andre djævelske Gifte for at få lidt Fred. Jeg har derfor levet i en Tilstand af Svimmelhed og Sløvhed som en gammel Dranker; men nu vil jeg√ dog ikke vente længere med at sende Dem en Tak for Deres sidste Brev. Brevet var jo rigtignok til min Kone, som vistnok forlængst har takket 2 Dem rigtig artigt; men jeg var dog også betænkt deri, og ikke mindst har jeg delt min Kones Glæde ved at stifte Bekendtskab med de første Kapitler af Deres nye√ Livserindringer. En Del deraf kendte jeg jo forud fra mundtlig Omtale; men hele Begyndelsen med den ypperlige Skildring af de syv Søstre og den énbenede Tømmerhandler var mig ganske ny, og dette Indkig i det gamle København – fremstillet som det er med Deres glimrende Interiørkunst – står nu mest levende i min Erindring. Vi glæder os begge to til Fortsættelsen; De har sikkert endnu mange af den Slags 3 morsomme "Genrebilleder" på Lageret.
Min Kone har nu i fem Måneder ikke været ude af sin Seng; men nogen Forandring i hendes Tilstand er ikke at spore. Den går i hvert Fald snarest i Retning af det bedre. Else, der har været bundet her til Byen i over en Måned i Anledning af sin yngste Søns Sygdom (Difteritis), rejste endelig i Går sammen med Drengen til Svendborg, og nu er det Meningen, at min Kone efter Påsken skal følge efter i Falcks store Sygebil. Jeg håber, det kan gå. Hun skal indlægges på Sygehuset derovre og blive der hele Sommeren. Den 1ste Maj ophæver jeg derfor Husførelsen her; men udover dette 4 veed jeg intet om Fremtiden.
Vi har gået og ventet på nærmere Underretning om Steffens forestående Bryllup. Det var oprindelig Bestemmelsen, at det skulde stå på hans Fødselsdag, d. 14de Marts; men om han ikke har kunnet få sine Papirer betids i Orden, eller om der har været andre Grunde til Udsættelsen, veed vi ikke4. Han er i de sidste År kommen forfærdelig langt bort fra os; men sådan er det vistnok bedst for ham selv. Han undgår da måske den Dobbeltgænger-Tilværelse, der er Emigranters sædvanlige Lod.
Jeg veed, at De har hørt fra Einar, så jeg behøver ikke at fortælle Dem, at han er meget tilfreds i sin nye Stilling. Min anden Svigersøn, Krause, lever i Håbet 5 om at blive Politimester. Han har håbet bl. a. på Embedet i Frederiksværk, der i Øjeblikket er ledigt; men efter hvad jeg hører, får han det nok ikke. Han sidder stadig som 1ste Politifuldmægtig i Esbjerg, langt fra Kone og Børn, og med en ringe Gage. Og nu er han snart 50 År.
Ja, kære Galschiøt, her har jeg nu givet Dem en langsommelig Beretning om Forholdene indenfor Familjen. Men De har udtrykkeligt udbedt Dem en sådan, og jeg har altså kun pareret Ordre. Om den Verden, der ligger udenfor Familjekredsen, veed jeg nu heller ikke stort. Jeg lever som i et Tøjr, og har jeg end nu og da mine Bissedage, så vender jeg som de gamle Køer altid roligt tilbage til Tøjrepladsen. Jeg spaserer op og ned ad Gulvet og 6 funderer på adskillige Ting, bl.a. på et Par nye Bøger, jeg gerne endnu vil skrive. Eller jeg sidder i min Lænestol i en Aconitin-Rus og spørger mig selv, hvor længe denne Drøvtyggertilværelse endnu skal vare.
Vær hjertelig hilset fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
