Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
19. september 1926
jo en Roman liggende i min Pult
19. Septb. 26.
Kære Galschiøt!
Det var godt, at vi opgav Rejsen til Helsingør. Et Par Dage efter, at jeg havde skrevet til Dem derom, blev min Kone igen meget dårlig, led et svært Blodtab, der afkræftede hende, så hun først nu er begyndt at komme lidt op. Under sådanne Forhold er det jo bedst at være hjemme, også fordi Patienten så kan blive tilset af vor egen Læge, som kender hendes Sygdom og er i Stand til at bedømme Tilstanden.
I Dag må der have været dejligt oppe hos Dem; men ellers har det jo været en lidt kedelig September med megen Tåge og Regn. Mine Talegrejer, som Vejret influerer så stærkt på, har da heller ikke forbedret sig i disse Uger; men iøvrigt har jeg det godt, og arbejder ganske flittigt. Jeg har jo en Roman liggende i min Pult; og dér lader jeg den vistnok blive foreløbig. Til Julelæsning egner den sig nemlig ikke, og anden Slags Læsning bryder Forlæggerne sig i Øjeblikket ikke om. Nogen stor Lyst til igen at optræde på Bogmarkedet sammen med Slangemennesker, Ildædere og vore jyske Tyrolerferdinander har jeg just heller√ ikke. Men der kommer vel nok det Øjeblik efter 3 Jul, da der kan blive Ørenlyd for lidt menneskelig Tale.
Mon De er bleven Deres "Sparekasse" kvit nu? I så Fald lykønsker jeg Dem. For den har hvilet tungt på Dem i den senere Tid. Det har jeg forstået af Deres små Suk, når De omtalte den Bog. Nu håber jeg ikke, at den har gjort Dem så ked af Pennearbejdet, at De har opgivet Deres Livserindringer. Det må De sandelig ikke. At det skulde kan være ligegyldigt, om de bliver skrevet fuldført eller ikke – som De ofte har sagt – er jo kun en Undskyldning. De har for ganske nylig fået Bevis for det modsatte. Jeg tænker naturligvis på den Mindesten, der forleden rejstes over Wetterhoff1, 4 foranlediget af Deres mageløse Skildring af ham.
Vi ringer en Dag til Dem for at høre, hvordan De har det, og hvordan det går med Frk. Pantsch.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.