Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
1. september 1926
jeg lever helt for mig selv
1ste Septb. 26.
Kære Galschiøt!
Solen skinner igen i Dag, og alt tyder på fortsat godt Vejr. Dobbelt bedrøveligt er det da, at vi – i hvert Fald foreløbig – må opgive at komme til Helsingør. Jeg selv er ude af Stand til at tale, og med min Kone er det også blevet dårligere i den sidste Tid. Det var vist i det hele ubetænksomt af os at tage mod Deres Indbydelse. De har jo haft Sygdom i Huset hele Sommeren. De må trænge til Oplivelse, og ikke til at se på mere Elendighed. Min Kones 2 Tilstand er jo sådan, at hun f. Eks. til Stadighed må ligge ned. Hun kan ikke længere sidde i en Stol. Selv sine Måltider må hun indtage liggende. Hun vilde heller ikke kunne gøre Rejsen til Helsingør uden i Sygebil, eller i det mindste i en særlig stor og god Bil, der kan indrettes som en Sofa. I en sådan gjorde hun den lange Tur hjem fra Rørvig. En Jernbanerejse er for hendes Vedkommende ganske udelukket. Sålænge også jeg er et Kadaver, tør vi derfor ikke belemre Dem med Synet af os. Det vilde være Synd. Forleden så' det ud til, at det skulde blive bedre med mig; men nu er det altså tværtimod blevet værre. Jeg kan kun holde Tilværelsen 3 ud, når jeg lever helt for mig selv og ikke bevæger mig mere end højst fornødent. Og jeg, som har elsket at vandre i timevis, og som også nok har holdt af at lade Munden løbe!
Ak! –
Disse Linjer altså for at De ikke skal vente os foreløbig. Det er et stort Savn for os. Vi havde glædet os så meget til at leve et Par stille Uger med Dem i Paradiset.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.