Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Ludvigslyst pr. Svejbæk. 22. august 1923

pensionatsliv


22.8.23.
Ludvigslyst
pr. Svejbæk.

Kære Galschiøt!

Som De ser, har vi ikke flyttet os, siden jeg skrev sidst. Den blomstrende Lyng holder os fast, og nu kommer vi ikke herfra, før vi i Begyndelsen af September må vende tilbage til Overgaden og Arbejdet. Trods det kolde Vejr var her til at begynde med en Del Feriegæster; men nu er vi næsten alene. Der er akkurat bleven så mange tilbage, at vi kan få en lille Times Bridge inden Sengetid. Hele Dagen tilbringer jeg for mig selv, når jeg da ikke spiller Billard, og for ikke at falde 2 for Fristelsen til at snakke, hvad der er det eneste, jeg skal vogte mig for, går jeg lange Ture ud i Heden. Her har virkelig været Folk, som jeg gerne havde underholdt mig med. For et Par Dage siden rejste således en yngre fransk Dame, Enke efter en Professor ved et Universitet i Schweiz. Hun talte dansk, hvilket muliggjorde en virkelig Samtale mellem os, og da hun var sydlandsk livlig og åbenhjertig, fuld af muntre Historier og gnistrende af Meddelelsestrang, var hun en ikke ringe Fristelse for en stakkels Rekonvalescent. Den ene af de to Herrer, der er vore Bridge-Medspillere, er også et Menneske udefra, omend han er født i Viborg. Det er en nogleoghalvfjersårig Hr. Laub (Søn af den forlængst afdøde Biskop), der 3 har levet mange År i Kina og i det hele set sig godt om i Verden1. Vor anden Makker er Stationsforstander og Kunstmaler, det første forhåbenlig med mere Evne end det sidste.

Vejret er velsagtens ikke bedre ovre hos Dem end her i Jylland. Det har i de sidste Dage regnet fælt. Det er Synd for den dejlige Sæd på Markerne, og der er ingen Udsigt til Forandring. Just i dette Øjeblik driver en ny, sortblå Byge henover Borresø og ruller et Tæppe ned for Himmelbjerget, som jeg ellers har Udsigt til fra min Siddeplads her ved Vinduet. Jeg veed ikke, om De rigtig kender "Ludvigslyst". Trods det fæle Navn er det et prægtigt Sted, det skønneste i hele dette store Skønhedsrige. Og Hotellet er udmærket og billigt (7 Kr for fuld Pension), kun 4 få Passanter2, ingen Tvang af nogen Art, Egnen fuld af Fred. Vi er da også begge to kommen os godt, og det for mig aldeles ufattelige er hændt, at jeg nu i over 14 Dage ikke har haft ringeste Mindelse af mine gamle Smerter. De er som blæst bort af en Engel. Til Gengæld er jeg rigtignok bleven fuldstændig døv på højre Øre, og den tilsvarende Ansigtshalvdel er stadig noget ophovnet og ubevægelig. Men denne Gêne er naturligvis ringe mod den forrige.

Min Kone sender Dem mange Hilsner, deriblandt den, at hun – ligesom jeg – hellere end gerne havde hygget sig i det gamle Havehus i September, dersom hun ikke nødvendigvis måtte være hjemme på Grund af Hovedrengøring, Syltning, etc.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Hr. Laub: Johan Ludvig Georg Laub (1850-1936), født i Brahetrolleborg sogn på Fyn, søn af sognepræst Hardenack Otto Conrad Laub (1805-82), der i 1854 blev biskop i Viborg. Johan L. G. Laub blev cand. pharm. 1874 og nedsatte sig som apoteker i Hankow i Kina. tilbage
[2] Passanter: (hotel)gæster, der kun gør kort ophold. tilbage