Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Skt. Elisabeths Hospital. 5. august 1923

den nødtvungne Uvirksomheds Lidelser

5.8.23.

Kære Galschiøt!

Jeg vilde nok ønske, at jeg i disse mørke og våde Dage kunde oplive Dem med lignende fornøjelige Breve, som dem√ De i den sidste Tid har glædet min Kone og mig med. Men som De jo veed, er jeg atter Hospitalsgæst, og mit Humør står derfor ligesom disse Dages Barometer meget lavt. Jeg har i alt fået tre Behandlinger her (med et Par Dages Mellemrum), og efter den sidste var jeg smertefri i godt og vel et Døgn, og jeg begyndte at blive forhåbningsfuld. Men det var kun et Solglimt mellem Bygerne. Jeg forlader i Dag Hospitalet i samme Tilstand, som jeg kom hertil, og før om et 2 Par Uger kan der ikke gøres mere ved mig. De – ved Stikkene fremkaldte – Ophovninger i Ansigtet og Kæberne må først svinde helt, og til den Tid står det hen i det uvisse, hvad der skal foretages videre med mig.

Om min Elendigheds-Tilstand endnu blot dette: De sendte i Deres sidste Brev en deltagende Forespørgsel om, hvordan det gik med Arbejdet. Ja, det er jo den egenlige Årsag til mit Mismod, at jeg stadig får Pennen slået ud af Hånden. Så grimme Smerterne end ofte kan være, de er dog aldrig så slemme som den nødtvungne Uvirksomheds Lidelser. Man kan godt arbejde med et Damokles Sværd hængende over Hovedet; derimod ikke, når man ved den mindste Bevægelse får et Stik ned gennem Tindingen, om også blot et ganske lille, – ja de små, 3 uafladelige Mindelser er i Virkeligheden værre for Sindet end de store Attaker.

I Eftermiddag tager jeg altså hjem til Overgaden. Samtidig flytter min Kone dertil fra Hotellet, og dersom Vejret ikke bliver endnu væmmeligere, lægger vi os om et Par Dage ud på et Rekreationshjem og forbliver der, indtil der kan tages Bestemmelse om en ny Indlæggelse her√ eller hvad det nu kan blive til. "Skt. Elisabeths Hospital" er en katolsk Institution, halvt et Kloster, halvt et Sygehjem. Overlægen1 er en fremragende Kirurg, tidligere 1ste Reservelæge hos Schaldemose og dennes Favorit. Disse Nerveoperationer er hans Speciale, og han skal have hjulpet mange. Jeg vil derfor heller ikke helt give op. Hospitalet med dets stilfærdige og omhyggelige "Søstre" er også i andre 4 Henseender et udmærket Tilflugtssted, et virkeligt Sygeasyl, ikke som Rigshospitalet delvis en Undervisningsanstalt for Læger og Sygeplejersker.

Else og hendes Børn er allerede vendt hjem fra Rørvig, fordrevet naturligvis af Regnen. Fra Steffen har vi igen haft gode Breve. Han er henrykt, og har Hænderne fulde af Arbejde, Hovedet fuldt√ af nye Planer. Jeg forstår hans Glæde. Jeg har ligget i min Hospitalsseng og set ham dirigere sine Arbejdere fra Hesteryg og i Motorbåd, set hans 40 Trækokser, der slæber de fældede Stammer ned til Floden, – jo, han har det godt!

Nu hjertelige Hilsner og Tak for Deres gode Breve. At De sendte mig Hilsen til min Fødselsdag, var langt mere end jeg havde ventet, da jeg jo havde hørt fra Dem kort forinden.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Overlægen: Sigurd Kjærgaard (1883-1953) overlæge v. Skt. Elisabeths Hospitals kirurgiske afd. marts 1922-febr. 1924. tilbage