Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rørvig. 13. august 1913
De har mistet alle Deres kæreste
Rørvig.
13.8.13.
Kære Galschiøt!
Den store Sorg, De igen har haft, er gået os alle meget nær. Vi har jo set, hvor stærkt De i de senere År knyttede Dem til Deres Søster1 og hun til Dem, så vi forstår, hvilket Tab De har lidt. Med få Års Mellemrum har De nu mistet alle Deres kæreste2. Det har De ikke fortjent. Det vilde ikke være underligt, om Reberbanens skønne "Paradis" nu for Dem mere og mere blev en Dødens Have, – her gemmes nu alle Deres Minder. Lykkeligvis har De selv holdt Dem så mærkværdig 2 livsfrisk. Min Kone og jeg har netop i den sidste Tid – efter Deres lille Besøg – ofte talt om, hvor utroligt det er, at De allerede næste År bliver 70 År. Nu må De heller ikke lade Dem bøje af dette sidste Slag; men vi kan forstå Deres øjeblikkelige Modløshed.
Deres Søster har jo efter alt at dømme fået en let Død; men for de Efterlevende er en så brat Afslutning allervanskeligst at komme over. Vi for vort Vedkommende havde glædet os til at komme også hende nærmere, når vi nu flytter til Snekkersten. Særlig vil min Kone savne 3 hende. De to talte undertiden ret fortroligt sammen, og min Kone kom til at holde meget af hende. Også Steffen har med Deres Søster mistet en god Veninde. Vi skylder hende alle Tak for Venskab.
Vær nu på det bedste hilset fra os allesammen, og Tak, fordi De tænkte på os og sendte os Meddelelse. Vi ses ved Begravelsen.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
