Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Wiesbaden. 21. december 1911
det sande Niffelheim
21/12 1911. |
Müllerstrasse 6I Wiesbaden. |
Kære Galschiøt!
Tro ikke, at denne Julehilsen kommer til Dem fra en solbeskinnet Egn med sydlandsk Himmel og sommerlig Luft. Ak nej, vi lever i en Tåge, der har varet det meste af to Måneder, og Temperaturen her er lavere end hjemme, omend den rigtignok føles højere på Grund af den stillestående Luft. Misund os overhovedet ikke vort Opholdssted, og tænk aldrig på at tilbringe nogen November eller December ved Rhinen. Her er det sande Niffelheim, Tågelandet, Mørkets Hjem, hvor ikke alene alle Katte men Naturen selv er grå og skyggeagtig. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Ikke desto mindre befinder vi os tåleligt, og da vi stadig håber på, at Tågen skal lette, tænker vi ikke på at tage herfra. Vi bor så billigt her, har 2 en Bolig, der passer os, og føler derfor ikke stor Lyst til at gøre Forandring. Else har vi endnu hernede, hvad vi jo er meget glade for; men i Januar bliver det vel til Alvor med Englandsrejsen. Steffen venter vi hertil imorgen.
Iøvrigt er der ikke andet nyt at fortælle herfra, end at jeg er bleven fordrukken, har fået Rubinnæse, rindende Øjne og Frømave. Det siger min Kone og Else, og så må det jo være sandt. Jeg har fundet en sød Rhinskvin hernede – Ingelheimer – oh, den er herlig! Når jeg har drukket nogle Flasker af den, svinder Tågen, eller rettere den forvandler sig til rosafarvet, bølgende Sommernatsdis, hvori alle Rhinens Wassernympfen viser sig for mig i deres dristigste Stillinger og rækker deres Pølsearme ud imod mig med et forlokkende Smil. En vidunderlig Vin!
Med min Kones Skulder går det snart lidt 3 frem, snart lidt tilbage. I det hele og store kan man dog vist nok tale om et Fremskridt for hendes Vedkommende. Hun beder mig om at sige Dem en foreløbig Tak for Deres Brev. At De tænker på at rejse til England, satte os på enden af Forbavselse. Er De bleven træt af Italien? Bryder De Dem om at se London? Hvilken Nysgerrighed i Deres Alder! Ganske vist, når Else kommer til London, får Byen jo en vis Værdi også i mine Øjne. Men ellers – !
Lev nu vel, kære Galschiøt, i Deres Ensomhed. Tro mig, jeg forstår godt, at Dagene tidt falder Dem lange og tunge til Trods for, at De bor på et af Verdens skønneste Steder. Helsingør! Hernede føler jeg ret, hvor pragtfuldt den By ligger. I denne Indelukkethed, hvor man snapper efter Luft, lærer man ret at påskønne vor hjemlige Natur med den vide Horisont og Havfriskheden.
Glædelig Jul! Og vil De bringe også Deres Søster en Hilsen fra os.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.