Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. oktober 1911

Længsel efter at komme bort

Helsingør 28 Okt. 11.

Kære Pontoppidan. – To tre Dage er gaaet, siden jeg fik Deres Brev, og jeg har tilbragt dem under Fornemmelsen af, at jeg skulde skrive til Dem igen, en ubehagelig Debitor-Fornemmelse, som jeg nu vil ta mig sammen for at se at blive kvit. Jeg vilde nemlig gerne skrive Dem et rigtig hyggeligt Brev til, et hvori der bag Ordene føltes noget af den varme Velvilje for Dem, som jeg nærer i mit Sind, ti jeg ved jo af Erfaring, hvor godt det gør at faa saadan et Brev, naar man er langt borte fra alt det, der er En nærest og kærest i Livet, ene mellem fremmede og ligegyldige Mennesker, ene i et Land, en fremmed Natur. Skulde det nu ikke lykkes, maa De nøjes med min redelige Hensigt i saa Henseende og Forsikringen derom. Men straks vil jeg da sige Dem, at den første Virkning af Deres Brev var den, at jeg kom til at længes efter Dem, efter Deres gode, trygge Selskab, som jeg havde nydt det i de Dage, De var hos mig, efter Spasereturene med Dem, vore smaa fornuftige Samtaler, Deres livfulde Beretninger, Deres fortrolige Meddelelser og last not least vore hyggelige Aften-Bridger som Afslutning paa Dagens Samvær. Kom til at længes saa meget, at jeg syntes, mine Gigtfornemmelser tog til, og at det vistnok vilde være ikke helt ufornuftigt, om jeg for Alvor tænkte paa ogsaa at ta til Wiesbaden. Dog vil jeg tilstaa, at Længselen ikke var ublandet Længsel efter at komme til Wiesbaden og til Dem, men nok saa meget Længsel efter at komme bort fra Helsingør, hvor Forhold gør, at Livet ikke altid synes mig videre lystelig at leve. Det ved jeg, at havde jeg ikke Forpligtelserne overfor mine to gamle Kvinder her, min Søster1 og Oline2, i hvis Tilværelse jeg jo spiller en ret stor Rolle, saa pakkede jeg min Kuffert, den lille, jeg selv kan bære, og rejste min Vej, rejste fra triste og tyngende Tanker – eller om de fulgte med, hvad de vel gjorde, søgte at genne dem bort med ny og vekslende Indtryk, saadanne som jeg ikke kan faa paa de kendte Veje herhjemme, navnlig ikke nu, da det graatunge, lysfattige Efteraarsvejr har taget fat for Alvor. Idag er Vinden tilmed norden og driver Kulden gennem Klæderne, saa man rent glemmer, at det for blot otte Dage siden var ganske sommerligt.

2 Det var da rart, at De saa forholdsvis hurtigt fandt Dem en god Bolig. Det er nok lettere at "komme an" i Wiesbaden end i Helsingør. Maatte det nu ogsaa gaa godt med Arbejdet. Jeg har siden vi var sammen læst Poul Levins Roman3 – eller havde jeg maaske læst den forinden? – Men jeg har truffet ham og talt med ham om den siden. Jeg sa ham min Mening om den rent ud: at det var en altfor letbenet Kammerat, der ikke havde vakt min Interesse; Figurer trukket op med tykke Konturer men uden Dybde, og egenlig ogsaa uden levende Liv, gentagende sig til det trættende osv. Kun de smaa Stemningsbilleder, der nu og da indleder Kapitlerne fandt Naade for mine Øjne. Elskværdig som han er, tog han elskværdig mod Kritiken og trøstede sig med, at Gustav Wied(!) havde fundet, at det var en storartet Bog, og at ogsaa Brix havde skrevet rosende Ord om den (men rigtignok kun i Brev). Sven Lange i "Politiken" havde derimod været valen. Selv var han himmelhenrykt for den, og den solgtes godt. Men det gør jo ogsaa Christoph. Boeks Bøger. Det nænnede jeg dog ikke at sige ham op i Øjnene; men jeg tænkte det. Han havde allerede en ny paa Stabelen; for det var det eneste, han nu brød sig om at skrive. De maa derfor ta Dem i Agt, at han ikke stikker Dem ud. – Saa har jeg læst Jakob Knudsens "Rodfæstet": den er da betydelig lødigere, men underlig kluntet i sin Kunst. Og bare han saa vilde lade være at være altfor dybsindig. Et af "Ledemotiverne" er f. Eks.: Sandheden, det er en Tomands-Sag – vi kan aldrig eje den ene, for Sandheden er det personlige, og det bliver først til, hvor Hjerter mødes; det opstaar først hos os selv, naar vi møder det hos andre, hos Gud og hos Mennesker. Dette umiddelbart at møde et Hjerte, det er at støde paa Bund, at støde paa Virkeligheden, at blive rodfæstet – alt andet i vort Liv laaner sin Virkelighed af dette Møde ... – – Hvis dette ikke er Vrøvl, ved jeg ikke, hvad Vrøvl vil sige paa godt Dansk.

Fra Steffen kan jeg hilse; jeg saa ham, men talte ikke med ham; han sad højt til Hest paa sin Cycle som en ung Gud, og var paa Vej til sin Fransk-Lærer. Man skulde ikke tro, at han behøvede at lære Fransk for at erobre sin Verden. Deres Kone har jeg derimod hverken set eller hørt fra; men jeg haaber da, at jeg gør det, inden hun rejser. Vi fik vor Lhombre iaftes – Krüger Tryde og jeg – hos Apotekeren: Østers, Tunge med Grønsager, Agerhøns, Karamelbudding; dertil Markobrunnen4 og en herlig 1904-Bordeaux, saa De ser, at Livet herhjemme dog ogsaa kan have sine lyse Øjeblikke. Og dog kan jeg ønske mig langt herfra. Lev vel!

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] min Søster: Margrethe Galschiøt, f. 20.6.1839. tilbage
[2] Oline: Oline Olsen f. Nørgaard, f. 17.8.1831 i Skagen. Hun blev enke efter ølkusk Hans Olsen i 1889 og kom derefter i tjeneste hos frk. Henriette Wibroe. Oline fulgte med som husholderske, da frk. Wibroe blev gift med Galschiøt i 1890. tilbage
[3] Roman: Familien i Danmark, 1911. tilbage
[4] Markobrunnen: en hvidvin fra Rheingau. tilbage