Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 20. juni 1910

min egen Stemning i de Dage

Kæreste Galschiøt!

Det var da en kedelig Modtagelse, De fik af gamle Danmark. Et Hekseskud! Jeg kender det ikke, men det lyder rædsomt og lugter af Svovl og andet fælt. På sin Vis ramte det jo også os, og det endda meget smertefuldt, da vi så gerne vilde have fat i Dem og høre lidt om Rejsen, før Sommerferien skiller os. Deres Nærværelse her til det lille improviserede Selskab var tilmed nødvendig, da det nærmest var tænkt som en Smule Velkomst-Gilde for Dem, og da De så ikke kunde komme, røg det hele jo i Vasken. Kogekonen blev afbestilt tilligemed det øvrige lejede Tjenerskab, den påtænkte Flagallé, Æreporten, 2 de otte hvidklædte Blomsterpiger, Musikkorpset og Sognepræsten i Ornat, det hele – som jeg nok tør sige – ganske stilfulde Arrangement blev til intet.

Og så var De måske kommen alligevel!

Vi glæder os naturligvis alligevel over den hurtige Helbredelse og håber, at den gode Tilstand må vedvare; og kommer De her til Byen og vil ofre et Par Timer på os, vil De gøre os en stor Glæde. Men noget Selskab til Dem kan vi nu næppe få bragt i Stand, da vi desværre altid må have fremmed Hjælp her i Huset ved enhver lidt ekstraordinær Lejlighed, og den skal bestilles så længe forinden.

Med Steffen går det ikke så godt, som vi kunde ønske det. Hans Helbred har åbenbart fået et Knæk, som det har vanskeligt ved at forvinde. Med Hensyn til fremtidig Skolegang står alt ^derfor√ endnu hen i det uvisse. Dog, får vi en god 3 Sommer, kommer han vel nok til Kræfter. Vi skal jo op til Rørvig som sædvanlig. Den Tuberkulosefrygt, vi ret naturligt havde fået, har vist sig ugrundet.

Jeg har Grund til at være glad ved, at De ikke har følt Dem forarget over min lille Bjørnson-Artikel. Jeg har måttet høre så meget ubehageligt for dens Skyld. Jeg må nu sige, at jeg var ked af, at den ikke, som jeg havde ment, først fremkom en Månedstid efter Bjørnsons Død, men endogså forinden hans Begravelse. Den svarede heller ikke til min egen Stemning i de Dage, og jeg ringede Levin¹ op for at foreslå ham at gemme Artiklen, men da var Heftet allerede trykt. De var jo slet ikke skrevet til den Lejlighed, selv om Bjørnsons forventede Død naturligvis havde været Anledningen til, at den blev til.

Vi venter så at høre fra Dem imorgen om, hvordan De har det, og få bekræftet, 4 at Heksen dennegang har nøjedes med at skyde med løst Krudt og ikke som sidst med Kugle. Og får De så Ærinde herind, behøver De altså ikke at lade Dem binde af den Forespørgsel, der galdt Onsdag, for det Tilfælde, at De vil glæde os med at spise til Middag hos os. De er lige velkommen hver Dag.

De venligste Hilsner fra Kone og Børn med Tak for Deres fornøjelige Brev, der var kærkomment også fordi det beroligede os. Jeg havde fået det Indtryk, at det i det hele stod lidt snavs til med Dem, og jeg havde foresat mig at tage til Helsingør i Dag for at se til Dem og samtidigt snakke lidt med Steffens Lærere. Nu bliver jeg hjemme. – Jeg har vist ovenikøbet på Samvittigheden at have opskræmmet både Rist og Overretssagfører Paludan og Frk. Lønborg, hvem jeg i Fredags traf på Langelinje.

Deres hengivne
H Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i NkS 4657,4º.