Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 18. juni 1910

hvad siger Nordmændene

Helsingør [lørdag] 18 Juni 10

Kære Ven.

Deres Indbydelse til Onsdag naaede mig, medens jeg igaar laa og stønnede under et "Hekseskud", der havde ramt mig ganske pludselig en Timestid forinden. Det var meget stærkt og meget pinefuldt og genkaldte i levende Erindring et lignende, jeg fik for 5 Aar siden, og som efterfulgtes af en Sygdom og Svaghedstilstand, der strakte sig over flere Maaneder. Jeg er ikke af Naturen Sortseer, laa hellerikke igaar og talte mit Regnebræt efter og forberedte mig paa en snarlig Bortgang end ikke paa en langvarig Sygdom, men jeg fandt det dog naturligst at 2 svare, at jeg ikke kunde komme. Idag har jeg det nu en hel Del bedre, takket være en kraftig Varmepose og en Skefuld amerikansk – jeg kan da i hvert Fald røre Lemmerne uden at behøve at sige av for Satan! – og jeg haaber, at jeg fremdeles vil forbedre mig. Og nu begynder der naturligvis at indfinde sig Fortrydelse over, at jeg sagde nej-Tak til Indbydelsen. – Hvorledes er det? Har De fundet en anden og paalideligere at anbringe paa den Stol, De havde tiltænkt mig – eller staar den fremdeles ledig? Og hvis den er besat, kan jeg saa ikke faa Lov til at sidde ved et andet lille Bord for mig selv eller√ f. Eks. sammen med Else, som saa kan lære mig, hvorledes man skal gøre sig behagelig for kvindelig Ungdom i det 20de Aarhundrede. For man skal lære, medens 3 man er ung. Hvis De havde bot nærmere herved, vilde jeg have bedet, om jeg maatte komme til "Deserten" – – Summa summarum: jeg vilde gerne med – hvis jeg paa nogen Maade kan. Dette kan nu for mit Vedkommende under de forhaandenværende Omstændigheder ikke godt afgøres før paa Tirsdag, men maa jeg en Gang paa Tirsdag ringe Dem op (men hvad er nu Deres Telefonnummer?) og vente med at afgøre Spørgsmaalet til da. Dette er meget ubeskedent og jeg vilde ikke bede derom, hvis jeg ikke var overbevist om, at hverken De eller Deres Frue har tænkt eller sagt, da De fik mit Afslag: Det var rart, saa kan vi bede ham eller ham i Stedet for.

4 Jeg har med stor Fornøjelse læst Deres Artikel om "Gubben fra Aulestad", medens L. C. Nielsens "Efterspil" bragte mig Kvalmefornemmelser og mindede mig om Th. Thaarups Taarepile-Kvad1. Men hvad siger Nordmændene til Deres Artikel? I Rom2 holdtes der Sørgefest i Efterspils-Stilen, saa jeg fandt mig foranlediget til at gaa midt under Højtideligheden. Det var fælt!

Elles glæder jeg mig til at skulle se og snakke med Dem og Deres Frue igen.

Og Steffen har det vel saa atter ganske godt.

Deres meget hengivne
M. Galschiøt

Vil De pr. Brevkort sige mig Deres Telefonnummer?

l
 
[1] Taarepile-Kvad: digteren Thomas Thaarup (1749-1821) forfattede den fyndige tekst på Frihedsstøtten, men han kunne også – i tidens stil – være ganske svulstig. En tårepil er en græde- el. sørgepil (kendt fra gravsteder). tilbage
[2] i Rom: Bjørnson døde 26.4.1910. tilbage