Henrik Pontoppidan til Einar Christiansen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 19. maj 1928
Jeg har savnet Præken
Overgaden n. V. 15.
[19.5.19281]
Kære Professor Christiansen!
For et År siden, da jeg for ubestemt Tid brød op2 her fra København, bad jeg Gyldendal om at opbevare de Hefteskrifter og andre Bøger, som Forlaget plejede at sende mig, indtil jeg kom tilbage. Det var selvfølgelig ikke Meningen, at også de Bøger, som Forfattere elskværdigt sendte mig gennem Forlaget, også skulde magasineres, og man har i Klareboderne hele Tiden kendt min Adresse. Da jeg nu forleden fik tilsendt, hvad der i Årets Løb havde samlet sig derhenne, fandt jeg til min Ærgrelse, at bl.a. også Deres sidste Bog3 fra i Efteråret var bleven tilbageholdt. Derfor har De altså ikke hørt fra mig, ikke modtaget nogen Tak, hverken for Bogen selv eller for den venlige Tilsendelse. Disse to små bibelske Skuespil har alvorligt beskæftiget mig, og ikke mindst har jeg dvælet ved Titlens Tankestreg. Jeg opfatter Deres Bog som et personligt Bekendelsesskrift; men trods gentagen Læsning er det ikke blevet mig helt klart, hvorhen Tankestregen peger. Der er nemlig flere Muligheder. Sagen er måske den, at nytestamentlige Emner dårligt tåler Objektiviteten. De kræver Tro eller en Vantro, der henriver til Forkyndelse. Jeg har i Deres Skuespil af og til savnet Præken. Hos Jokanaan mærkes jo nok et varmt Pust af den nye Ånd, der er indblæst ham ved Kristus; men til at overbevise om en Genfødsel er det næppe fyrigt nok. Dog, jeg overlader Indvendingerne til andres Behandling. Jeg sender Dem disse Linjer uden at ville andet end at sige Dem Tak for et Digterværk, der – i Modsætning til de fleste andre – sætter Tanker og Sind i Bevægelse.
Da den gamle Bog4, som jeg samtidig tillader mig at sende Dem, just i Dag er kommen ind ad Døren i en ny Udgave, beder jeg Dem modtage den som en Erindring fra en Tid, der vel nu med et højtideligt Begravelsesudtryk må kaldes forbigangen.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
