Henrik Pontoppidan til Johannes Buchholtz
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 25. april 1922
Forskud på over ti Tusinde Kr.
25.4.22. |
Overgaden n.V. 15. København C |
Kære Hr. Johannes Buchholtz
Jeg har altså ladet mig føre bag Lyset af det bedrøvede Tonefald i Hr. Wågners jyske Mundart. Man er så tilbøjelig til at se en Garanti for Tilforladelighed i et sådant stilfærdigt og sindigt, af Landet præget Væsen. Jeg er Dem meget taknemlig for, at De så åbenhjertig har sagt mig Deres Mening om Manden. På Grund af hans Misbrug af Deres Navn er jeg kommen til at stå som en Art Garant for ham hos det unge Forlagsfirma, jeg har sat ham i Forbindelse med. Jeg forstår nu, at Pengehjælp intet vil 2 kunne udrette men måske snarest gøre Skade.
Hr. Wågner tilskrev mig fra Bredsted et Brev, hvoraf jeg forstod, at han betragtede mig som sin fremtidige Forsørger. For at forhindre, at denne Ide satte sig for fast i Hovedet på ham, skrev jeg det Brev til ham, som han altså har vist Dem. At jeg heri har kaldt mig "fattig", kan jeg dog ikke tro; men jeg har virkelig ikke stort at undvære, og det er nødvendigt, at han forstod det. Jeg har i dette Øjeblik endnu et uafgjort Forskud på over ti Tusinde Kr. hos min Forlægger; men jeg får i en nær Fremtid en større Indtægt ved nogle ældre Bøger, som genoptrykkes, og jeg mente da at kunne hjælpe Wågner 3 til et Lån hos en eller anden Forlægger mod min Kaution. Nu vil jeg naturligvis ikke gøre det; men forresten tror jeg nok, at Rechwig & Tryde allerede har tilbudt ham en Håndsrækning til Hjælp i de nærmeste Måneder. Men nu nok om denne stakkels Fyr!
At De stadig sidder derovre i Struer og er Jernbanemand! Hver Gang jeg hører det, står min Tanke stille. Her var noget for Sparekommissionen at udrette. For det er virkelig et Misbrug, som vi ikke har Råd til. Vi har jo ikke så få skrivende Damer og Herrer; men sigtes de overflødige fra, bliver der næppe flere tilbage, end at en enarmet Mand kan tælle dem på sine Fingre. Da jeg sidst var i Struer – det er adskillige År siden – købte jeg en Hummer og sendte den som 4 Fødselsdagsgave til en Ven i Sydsjælland. Det var midt i Sommertiden, og den gjorde den lange Rejse indsvøbt i en Stump Bast og med et Stykke Is i Favnen. Da min Ven skar Pakken op, var Dyret endnu så levende, at det bed ham i Fingren, og siden kravlede det√ lystigt omkring i Stuen. Gid De må være i Besiddelse af den samme Sejglivethed!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
