Henrik Pontoppidan til Hans Brix
31. december 1923

Humøret har altså ikke smittet

31.12.23.

Hr. Professor Dr. Brix!

Nogle Gange i den senere Tid har det rykket i mig af Trang til at sende Dem en Hilsen; sidst i Anledning af Deres Udnævnelse til Professor, mest dog naturligvis på Grund af det venligt anerkendende og så smukke Eftermæle, De for nylig gav mig i "Nationaltidende". Jeg vil nu benytte Årsskiftet og Regnskabs-Opgørelsernes Dag til at bringe Dem min hjertelige Tak ikke alene for denne Artikel men for så meget andet, jeg fra År til År har skyldt Dem Tak for og ladet henstå blandt uafgjorte Gældsposter. Literaturkritiken har jo for Tiden en udsat Post. Det regner 2 ned over den med Træsko og rådne Kartofler fra Parnasset, hvor det mindste Nålestik frembringer Jordskælv. De har også fået Deres Del; men jeg har på Fornemmelsen, at De ikke tager disse Vredesudbrud videre højtideligt.

Det er efterhånden gået op for mig, at mine Bøger virker mørkere og tungere, end jeg har villet; og jeg har jo også tænkt lidt over Grunden dertil. Det skal jeg nu ikke fordybe mig i. Jeg vil blot gerne sige, at når jeg undtager "De Dødes Rige", der blev til i en Sygdomsperiode og på forskellige Måder bærer Mærker deraf, synes Grundstemningen i min Produktion mig ikke at være klangløs eller dyster. Jeg veed da også, at jeg gennemgående har skrevet mine 3 Bøger i ganske godt Humør, i hvert Fald i ret munter Kampstemning, og jeg har altid bestræbt mig mere for at få Folk til at smile sammen med mig af vore fælles Dårskaber end for at gøre Virkning ved rynkede Bryn og Tordentaler; men Humøret har altså ikke smittet.

Jeg beder Dem nu modtage mine Lykønskninger til Professorværdigheden (som jeg iøvrigt allerede troede Dem i Besiddelse af) og dertil mine bedste Ønsker for det nye År.

Deres ærbødige hengivne
Henrik Pontoppidan.