Henrik Pontoppidan til Hans Brix
Sendt fra Snekkersten. 4. februar 1916
Et par indvendinger
Snekkersten.
4.2.16.
Hr. Dr.phil. Hans Brix!
Jeg er Dem meget taknemlig for de gode og kloge Ord1, De har skrevet om min Bog, ikke mindst fordi De overhovedet ikke har skyet den Umage at sammenfatte Deres Indtryk af den i en Udredning af dens Ideindhold, sådan som De nu har opfattet dette. Jeg har i Almindelighed svært ved at genkende mine Bøger i de Genfortællinger, jeg kan træffe på hos mine Kritikere, og det er undertiden helt nedslående for en Forfatter at se, 2 hvad selv gode Hoveder får ud af hans Skriverier. Dobbelt tilfredsstillende er det da, når man mærker, at det Billede, man har ønsket at oprulle for Læserne, i det væsenligste er blevet opfattet sådan, som man selv har set det.
Et Par Indvendinger mod Deres Fremstilling har jeg dog i mit stille Sind gjort under Læsningen, og siden De udtrykkeligt har ønsket at høre min Mening, skal jeg ikke tilbageholde dem. Den væsenligste gælder Deres Formulering af Bogens Hensigt. Når De skriver, at dens "Emne er den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af d. 20d Århundrede", så er dette 3 kun rigtigt, når "Emne" tages i Betydning af Stof, Materiale. Det har ikke været min Opgave alene at give et Stykke Tidshistorie. Som i "Det forjættede Land" skal Tidsbilledet væsenlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens-Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os "menneskeligt" i denne Tilværelse. Af den Grund er jeg heller ikke gået så systematisk tilværks ved Udarbejdelsen af Tidsbilledet, som De åbenbart formoder. Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine Skikkelser og ved deres Anbringelse 4 i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver.
Jeg har glædet mig over, at De har fremdraget den gamle Enslev-Smed af den Glemsel, hvori han vistnok var forsvundet for de fleste af Bogens Læsere til stor Skade for Forståelsen. Men det er jo ikke så meget denne Stamfaders Pagt med Djævlen som netop hans Frafald fra ham, der hævner sig på hans Efterslægt i Underverdenen.
Hvad iøvrigt den Grundstemning angår, der har affødt Bogen, så er den måske klarest – i hvert Fald kortest – kommen tilorde i et lille Digt, som jeg netop idag for 4 År siden offenliggjorde i Anledning 5 af Georg Brandes' 70 Års Fødselsdag.
Når De mener, at jeg ved Skildringen af Enslevs Død har tænkt på Forholdene ved Carl Jacobsens Dødsleje, er det en urigtig Formodning, da jeg ikke aner, hvad der foregik ved den Lejlighed2. Heller ikke er det rigtigt, at jeg til min Fortælling om Jyttes Bryllup har knyttet en nylig publiceret Avis-Anekdote, og når jeg på dette Punkt må protestere energisk, så er det, fordi det tager sig ud, som om jeg i sidste Øjeblik ligesom Cellini, da han støbte sin Perseus, i Nød har grebet en Køkkentallerken for at få Formen fyldt. Den nævnte Anekdote har jeg aldrig læst, men min Historie om den forstyrrede Bryllupsnat er dog ikke selvopfunden, og jeg er 6 tilfældigvis i Stand til at opgive min Kilde. Jeg hørte den for tre År siden i Højen (Gl. Skagen) af Ruth3, som De måske kender. Den Mand kan mange morsomme Historier, og også en anden i min Bog skriver sig fra ham. Men det var Telegrammer og ikke Vækkeure, der i hans Fortælling foranledigede Afbrydelserne.
Siden jeg nu er begyndt at gøre Ophævelser, vil jeg gerne have Lov til også at sætte et lille Notabene udfor det Sted i Deres Afhandling, hvor De om Jyttes Forhold til hendes Kæreste skriver, at hun har taget ham, "fordi han kan byde hendes Sanser nogle Dages Glæde". Det er, synes det mig, at tage altfor håndfast på den Ting. 7 Karsten From er i mine Øjne ganske vist et grundfordærvet men ikke noget ringe Menneske. Jytte kunde ellers aldrig være bleven forlokket af ham. Sin erotiske Trang havde hun jo kunnet få tilfredsstillet hos så mange andre af dem, der har tilbudt sig. Det er da heller ikke hans Forførelseskunster, der bringer hende i hans Arme, men deres fælles Forladthedsfølelse og Melankoli. Selv siger hun derom, at de elsker hinanden som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang. (Side 117)
Da jeg for et Par År siden var i Ålborg og bl.a. besøgte Adjunkt Dr. Andersen4, fik jeg for sent at vide, 8 at jeg dèr kunde have fået Lejlighed til at hilse på Dem. Jeg vilde gerne have sagt Dem Tak for den Glæde og det Udbytte, jeg har haft af Deres Bøger. Nu må jeg nøjes med at gøre det skriftlig.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.
