Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Rørvig. 16. oktober 1913
Min Lyst er at vagabondere
Rørvig.
16.10.13.
Kære Georg Brandes!
Jeg har ikke vidst, at De i Sommer igen har ligget syg i to lange Måneder. Nathansen, fra hvem jeg nu og da har hørt, meddelte ikke noget derom. Men nu er De altså igen påfode og forbereder Dem endogså til lange Rejser. Det synes da, som om De trods Deres Alder står forfrisket op fra ethvert nyt Sygeleje, sagtens fordi Deres Sygdom påtvinger Dem en Ro, som De ellers ikke vilde unde Dem selv.
Jeg veed jo godt, at De ikke slipper Deres Arbejde, fordi De må holde Sengen – nogle af de ypperste Stykker i Deres nye Bog har De endogså skrevet i en Hospitalsseng! – men Legemet får dog Hvile, 2 og det er vistnok Hovedsagen.
Det skyldes måske en Tilfældighed, at Deres Bog1 indledes med Deres Essay om mig; men jeg føler det ikke destomindre som en Udmærkelse. Mange af Bogens Stykker er nye for mig (måske fordi jeg ikke til Stadighed læser > ser "Politiken"), og jeg læser for Tiden daglig i den. Fra gammelt og nyt lyder Deres kloge, ofte så vise, altid lærerige Røst, som jeg ikke kan blive træt af at lytte til.
Mit eget Liv går ikke hen i den døde Stilhed og Ensomhed, som jeg gerne må høre for. Min Lyst er tværtimod at vagabondere. Sidste År ved denne Tid boede jeg i Freiburg. Derfra rejste jeg hjem over Karlsruhe og Nürnberg. Julen tilbragte jeg hos min Familje i Gentofte.2 I Marts tog jeg til Jylland, var√ først på Bryrup-Egnen 3 mellem Horsens og Silkeborg, siden på Skagen. Juni Måned tilbragte jeg på Fyen, og kun de sidste 3 Måneder har jeg siddet tøjret for at gøre en Bog færdig til Trykning. (Det er en Fortsættelse af "Torben og Jytte" og er – i Modsætning til denne – skrevet i eet Træk, uden Afbrydelse af Sygdom, hvad forhåbenlig vil mærkes på den.)
Jeg bor for Tiden alene her. Min Kone rejste forleden til Snekkersten for at indrette en Vinterbolig til os der. Vi har valgt Snekkersten af Hensyn til min yngste Søn, der går i Skole i Helsingør og skal være Student til Sommer. Vi kan så have ham hjemme det sidste Skoleår. Min yngste Datter er i England, som hun gennemkrydser i Bil sammen med den Familje, hvis Gæst hun er. Jeg venter hende dog tilbage igen om et Par Uger, så der er 4 ikke noget Håb for hende om at komme til at høre Dem tale derovre, hvad hun sikkert ellers vilde have sat Himmel og Jord i Bevægelse for, noget, hun har stor Evne til og en hel Del Øvelse i.
Jeg veed ingenting om, hvordan det er gået Nathansen i Berlin. "Nykøbing Dagblad", der i disse Måneder har været min eneste Avislæsning, bringer ikke Nyheder, der ikke kan interessere i Højskolekrese. Jeg veed overhovedet i Øjeblikket meget lidt om mine Samtidige og glæder mig til at komme til København i næste Uge. Til den Tid er De altså borte, så heller ikke dennegang får jeg Dem at se.
Jeg ønsker Dem en lykkelig Rejse, og at man ikke i Rusland anklager Dem for Ritual-Mord. Deres venlige Hilsen til min Kone bringer jeg videre. Og endelig, min bedste Tak for Deres Brev.
Deres hengivne H. Pontoppidan.
